Annonce

Forfatter og debattør Lars Olsen

Forfatter: Arbejder-klassen er trængt ud af storbyen - det rammer velfærden

Frontpersonalet har ikke længere råd til at bo i byerne, siger forfatter Lars Olsen om bykommunernes problem med at skaffe uddannet personale i dagtilbud. Konsekvensen er dårligere kvalitet i det offentlige og længere pendling for den enkelte. 

Annonce

Når frontpersonalet ikke længere har råd til at bo i byen får det flere konsekvenser, ifølge forfatter Lars Olsen. Nemlig at kvaliteten i den offentlige sektor forringes, fordi de faglærte medarbejdere ikke kan rekrutteres. At medarbejderne får lange pendlingstider, fordi de bliver nødt til at bosætte sig uden for de store byer. Og i sidste ende, at samfundets sammenhængskraft forringes, fordi de forskellige samfundsgrupper ikke længere mødes.  Marie Hald/Ritzau Scanpix 

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Lyngby-Taarbæk Kommune ansatte sidste år 14 medarbejdere til kommunens daginstitutioner. Ikke én var uddannet. I Gentofte blev der ansat 45 ufaglærte, men ingen uddannede. Samme problem oplevede daginstitutionerne i Københavns Kommune, hvor der sidste år blev ansat 224 pædagogmedhjælpere. I Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Rudersdal. Samme billede.

”Ja, lige netop,” siger forfatter og journalist Lars Olsen, der har beskæftiget sig med uligheden i det danske samfund igennem de seneste 20 år og hverken lyder særligt overrasket eller synderligt forundret over Politikens undersøgelse af hovedstadskommunernes problemer med at tiltrække pædagogfagligt uddannede medarbejdere

Læs også: Ulighed i løn trækker spor ind i alderdommen

Toppen af isbjerget

”Frontpersonalet har ikke længere råd til at af flytte ind i store dele af hovedstaden. Det samme ser man i Aarhus. Det er en dramatisk udvikling, som får gennemgribende konsekvenser både for den offentlige velfærd og for den enkelte medarbejder,” siger Lars Olsen, der er aktuel som medforfatter til bogen ’Rige børn leger bedst’ og peger på bogens to Danmarkskort - et fra 1987 og et fra 2019. 

For lige præcist de to kort indkapsler, hvorfor kommunerne i de kommende år vil opleve stigende problemer med at rekruttere frontpersonale i dagtilbud, ældrepleje og sundhedssektor. Hvorfor kommunerne vil opleve en forringet kvalitet i den offentlige velfærd, og hvorfor mange medarbejdere i dagtilbud, på ældreområdet og i sundhedssektoren vil opleve at få lange transporttider til og fra arbejde oveni de timer, de lægger på jobbet. 

”Vi har kun set toppen af isbjerget. Det her er begyndelsen, det er jeg helt sikker på.”

Læs også: FOA-formand: Vi skal ulige løn til livs

Byer som store, hvide felter

I 1987 var Danmarkskortet et kludetæppe af rødt (den fjerdedel af sognene, hvor andelen af borgere i arbejderklassen er størst), grønt (her er andelen næststørst) og hvidt (her dominerer middelklassen og den højere middelklasse).

Store dele af København var rød, mens de hvide felter lå nord for København og i landområder uden for de store byer. 

I 2019 er Danmarkskortet vendt på hovedet. København, Aarhus, Odense og store dele af Aalborg er blevet til store, hvide felter, mens arbejderklassen - faglærte og ufaglærte i almindelige job - er rykket uden for byerne, så det rød-grønne miks har erstattet de hvide felter i provinsen.

Arbejderklassen er trængt ud af byerne, det samme er grupper som pædagoger og lærere, og byerne er blevet utilgængelige for andre end den øvre middelklasse, overklassen og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder. 

lars olsens rige børn leger bedst
Et forandret Danmarkskort  Illustration fra bogen 'Rige børn leger bedst - Et portræt af det danske klassesamfund' af Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug

Den usynlige arbejderklasse

”Hovedstadsområdet og Aarhus har ændret fuldstændig karakter og er blevet sådan nogle domæner af overklasse og højere middelklasse. Produktionen og industriarbejdspladserne er rykket ud, og arbejderklassen i byerne - for eksempel social- og sundhedsassistenter og håndværkere - vil få større og større problemer med at betale en lejlighed i byen,” siger Lars Olsen og lyder oprigtigt bekymret.

For det er ikke nogen god udvikling. Hverken for kvaliteten i den offentlige velfærd, eller for livskvaliteten for den enkelte medarbejder. 

Læs også: Morten Sodemann: ”Vi pisker en død hest, når vi slår på en usund, 45-årig ufaglært”

74 kilometer fra Rådhuspladsen

For eksempel viste en undersøgelse blandt betonarbejdere i hovedstaden, at den gennemsnitlige betonarbejder boede 74 kilometer fra Rådhuspladsen.

”Det betyder, at nogle boede 100 og 120 kilometer væk, fordi der stadig vil være nogen, der bor inde i byen og trækker gennemsnittet ned,” konstaterer Lars Olsen og peger på det, der kommer til at cementere tendensen, nemlig det generationsskifte, der er i gang. 

”Mange af de ældre medarbejdere, som bor i byerne, fordi de kom ind på boligmarkedet før det lukkede, går snart på pension. Det betyder, at den næste generation, der skal overtage deres job, sidder tilbage med problemerne.”

Social kontrakt bygger på social kontakt

I sidste ende betyder det ændrede Danmarkskort, at grupperne mister kendskabet til hinanden. For selv om der stadig er mange steder i forstæderne og provinsbyerne, hvor de forskellige indkomst- og uddannelsesgrupper bor side om side, vil der være mange områder, hvor naboen ligner dig selv. 

”Den sociale kontrakt i samfundet bygger på en social kontrakt i hverdagen. Vi har boet tæt på hinanden, børnene har gået i folkeskole sammen, forældrene har mødt hinanden til forældremøderne, vi har lært hinanden at kende på tværs af samfundsklasse, men sådan er det ikke nødvendigvis længerere,” siger Lars Olsen. 

Parallelsamfund i top og bund

Og det giver parallelsamfund. Både i toppen af samfundet og i bunden. Begge de grupper er vokset de seneste 30 år. Overklassen er stukket af. Det samme er underklassen. I 2019 er eksempelvis en femtedel af borgerne i den erhvervsaktive alder langvarigt uden for arbejdsmarkedet.

Hovedstadsområdet og Aarhus har ændret fuldstændig karakter og er blevet domæner af overklasse og højere middelklasse. Imens er produktionen og industriarbejdspladserne rykket ud.

Lars Olsen, forfatter og journalist 

”Samfundets sammenhængskraft bliver presset både oppefra og nedefra. For eksempel bliver børnene hver især koncentreret på bestemte skoler, hvor man på nogle har mange sociale problemer og lærer for lidt, mens der på andre er en overvægt af velstillede børn,”

Findes Arne?

Og hvis den sociale elite, som træffer beslutningerne, for eksempel i ministerierne og i embedsapparatet, kun møder tro kopier af sig selv, så kender de ikke det samfund, som de skal træffe beslutninger for.

”Det kan give nogle meget skæve beslutninger,” siger Lars Olsen og nævner Arne-pensionen, der skulle give særligt nedslidningsramte grupper lov til at trække sig tidligere fra et arbejdsmarked, hvor pensionsalderen kun gik en vej, nemlig opad. 

”Der var et hav af meningsdannere, der satte spørgsmålstegn ved, om vi virkelig havde så mange ’Arner’ tilbage. Var nedslidte arbejdere ikke noget, vi havde i gamle dage? De undrede sig over det, fordi de ikke møder dem i deres hverdag,” lyder Lars Olsens konklusion, inden han rammer sin pointe: 

Arbejderklassen stadig størst

At produktionsdanmark lever i bedste velgående. For industrien, der tidligere lå midt inde i byerne, ligger nu i provinsen. Og at arbejderklassen findes. For selv om den er blevet lidt mindre, udgør den med sine 40 procent stadig langt størstedelen af den danske befolkning. 

”Der var konsensus blandt meningsdannere om, at man sagtens kunne hæve pensionsalderen, fordi folks helbred blev bedre, så de kunne arbejde længere. Og det er jo rigtigt, rent gennemsnitligt betragtet. Det er bare ikke rigtig for alle. Og det skaber utryghed.”

De skæve beslutninger vil skabe en modreaktion, som vi så med protestvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem og skabte ’det gule Danmarkskort’, mener Lars Olsen. I sidste ende skaber det spændinger i samfundet. 

”Det er en kæmpe opgave for hele det politiske system at lytte til arbejderklassen og middelklassen uden for de store byer. Der skal en kulturændring til,” siger Lars Olsen, der har en række konkrete forslag. 

Privat pasning og private plejehjem

Blandt andet at beskatningen på de rigeste øges. At der bliver bygget almene boliger, så arbejderklassen kan blive i byerne. Og at den sociale tryghed i samfundet bliver genskabt efter en årrække, hvor f.eks. arbejdsløshedssystemet er blevet forringet. For udviklingen skal vendes, mener han. For alles bedste. 

”Den dag redaktøren, kommentatoren og embedsmanden får deres børn passet i private tilbud, mens deres gamle mor kan flytte ind i et privat plejecenter, så vil det for alvor få fjernet opmærksomheden fra kvaliteten i det offentlige system.” 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev