Annonce

henrikff

Portør-Henrik lokker læger til Thy


Henrik Jensen, som er kapelportør på Aalborg Universitetshospital i Thisted, inviterede for ti år siden nogle lægestuderende på en øl på bryghuset for at give dem lidt at lave i fritiden. Nu arrangerer han ture for 60 læger for at lokke dem til at blive i Thy.

Annonce

Henrik Jensen (tv.) startede for ti år siden med at arrangere ture for læger, der kom til Thy under uddannelse. Siden har han fået sine venner Ralf (mf.) og Sivert (th.) med på idéen. De gør det blandt andet for at lokke lægerne til og for at vise, hvad Thy kan. Privat

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Det startede for cirka 10 år siden, da kapelportør Henrik Jensen havde nogle lægestuderende forbi kapellet på Aalborg Universitetshospital i Thisted. Dengang var det enormt svært at tiltrække læger til den nordvestlige del af Jylland, og ifølge Henrik var der ikke rigtig nogen, der gjorde noget ved det.

Henrik havde altid tænkt, at de unge uddannelseslæger så ud, som om de godt kunne lide deres arbejde på sygehuset, men der måtte jo være en grund til, at de forsvandt, når uddannelsesperioden var ovre. Så han spurgte til, hvad de egentligt brugte deres fritid på i Thy. Og svaret var som regel ingenting. De vidste ikke rigtigt, hvad Thy havde at byde på, og for mange var det, fornemmede Henrik, ret svært selv at tage initiativ til at møde nye mennesker og gå på opdagelse i den nye landsdel.

”Og så tænkte jeg, at det kunne jeg da godt hjælpe dem med. Så det startede med, at jeg inviterede på en tur ned til Thisted Bryghus, hvor de kunne få sig en Thy Pilsner,” fortæller Henrik, som har arbejdet på hospitalet i 28 år og selv er opvokset i Thy.

Fra en tår øl til ture med mad over bål

Henrik tog fat i sit netværk på hjemstavnen. En, der brygger snaps, en, der går på jagt, og en, der vandrer. Og hvad der dengang startede som en tår lokal øl med de lægestuderende, har nu udviklet sig til en langt større tradition med to årlige ture, som Henrik arrangerer. En efterårstur med overnatning, hvor de tager ud og hører kronhjortenes brunstbrøl, og en forårstur med vandring og mad over bål. Derudover er der snapsesankning, jagt og vandreture. Surfture er der også – dem står Henrik, som ikke kan svømme, dog ikke for.

I starten af marts i år faldt årets forårstur, som var præget af den snestorm, som havde ramt Nordjylland.

”Så sad vi der i snestorm og lavede vildtraguot af rådyr skudt i Thy til 60 mennesker. Det var fantastisk,” siger Henrik.

De første mange ture betalte Henrik og hans kone af egen lomme, men nu, hvor arrangementerne er vokset, er der kommet brugerbetaling på for at dække omkostningerne.

Hospitalet støtter ikke turene økonomisk, men de er glade for Henriks engagement, for udover at stå for hyggeligt samvær, sørger Henrik også for, at lægerne får at se, hvordan hverdagslivet kan som læge kan leves i Thy.

På turene har de haft besøg af læger, der har bosat sig i Thy, af en læge fra lægebilen og fra search and rescue-teamet. Henrik viser også rundt i Vorupør, hvor et kontorfællesskab kreeret af københavnere er opstået – hvis nu ægtefællen skal lokkes med til det nordjyske.

tur i thy
Sygeplejerskerne på sygehuset har spurgt Henrik, om han ikke snart arrangerer en tur for dem også. Men da det hele kører på frivillig basis, er der ikke rum i programmet til det lige nu. Privat

Regioner vil lære af Henrik

Henrik kan mærke, hvordan Thy blandt lægerne er blevet mere populært. Flere af de læger, der kommer til Thy under uddannelse, har hørt om Henrik og hans ture.

”Nogle gange har vi nogen af dem, som starter, som – uden at jeg har sagt noget – kommer hen og fortæller, at de har jagttegn. Og så sætter jeg dem op med dem, der går på jagt. Jeg tror bare, at det er rygtes i lægekredsene,” siger Henrik.

Og faktisk har rygterne også nået et politisk niveau, hvor andre regioner med lægemangel har vist interesse for det, der sker i Thy.

”Det er jo i princippet bare nogle småting, jeg laver, men de har en kæmpe betydning,” siger Henrik, som udover det sociale også gerne hjælper med at vise, hvor man kan købe billigt brænde eller hvilken mekaniker, der kan fikse bilen. Han passer også gerne hunden, hvis nogen har brug for det, når de er på ferie.

”Hele konceptet går ud på at få dem til at føle sig velkomne og hjemme. Og uden stor opbakning og velvilje fra lokalbefolkningen her i Thy ville det aldrig kunne lade sig gøre,” siger Henrik Jensen.

thyyy
Privatfoto

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev