Alt det med nye overenskomster kan være lidt kompliceret. Som det for eksempel er tilfældet med det forlig, der torsdag blev indgået for cirka 48.000 privatansatte i transportsektoren.
Umiddelbart handler aftalen om de løn- og arbejdsvilkår, eksempelvis lastbilchauffører har udsigt til de næste to år.
Men samtidig viser aftalen også, hvad cirka 3.500 FOA-medlemmer, der hovedsageligt arbejder i private pleje-, vikar og rengøringsfirmaer, kan se frem til, når deres nye overenskomst falder på plads i løbet af de kommende uger.
Transportsektorens resultat sætter nemlig rammen for de forlig, der stadig mangler. Og da chaufførerne og deres kolleger kan se frem til månedlige lønstigninger på 3.150 kroner i løbet af de næste år, er der altså begrundet håb om, at de privatansatte FOA-medlemmer også kan se frem til regulære lønforhøjelser.
Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA, passer dog på med at udtrykke store følelser og forventninger.
”Lad mig sige det således: I FOA er vi fortrøstningsfulde før forhandlingerne,” siger han.
Det bygger Thomas Enghausen på, at dagens aftale ud over lønforhøjelser, også rummer gode elementer om videre- og efteruddannelse, arbejdsmiljø og tillidsrepræsentanternes forhold.
”Det matcher med mange af de ønsker, FOAs medlemmer har til de her overenskomstforhandlinger,” siger Thomas Enghausen.
Dagens aftale på transportområdet blev præsenteret af en lille busfuld repræsentanter – alle mænd – fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Anført af Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i Dansk Industri (DI), og Jan Villadsen, formand for 3Fs transportgruppe, var de enige om, at det i en tid med inflation og kriser havde været historisk hårde forhandlinger, men at det med pæn sandsynlighed er lykkedes at sikre reallønnen.
Debatten om store bededag og regeringens såkaldte ’tyveri’ af en fridag havde dog ikke – betonede de – fyldt meget, fordi det er en politisk sag, som ikke har noget med overenskomster at gøre.
Samtidig var de også meget tilfredse med, at de ligesom to af de andre store grupper i den private sektor – industrigruppen, handelslivet – nu har forlig på plads.
Og ligesom industri- og handelsforliget er de kommende lønstigninger her bygget op over flere elementer. Arbejdsgivernes skal stå for en større andel af pensionsindbetalingerne, fritvalgskontoen sættes op med 2 procent til 9 procent og timelønnen øges med 6 kroner i det første år og yderligere 5,75 kroner i det andet år.
I FOA har Thomas Enghausen hæftet sig ved en detalje, der er fælles for aftaler, der foreløbig er faldet på plads. Og det er, at de lavestlønnede bliver tilgodeset.
”I tider med inflation og usikkerhed er det dem med de laveste lønninger, der rammes hårdest. Det bedste værn mod øget ulighed er derfor at løfte bunden, som man siger. Den kurs er god at huske på, når vi næste år skal forhandle overenskomster for de offentligt ansatte og dermed langt hovedparten af FOAs medlemmer,” pointerer Thomas Enghausen.
FOAs afsluttende forhandlinger går i gang i næste uge og forventes at vare 14 dage. Når de er på plads, varer det ikke længe, før forligsmanden samler alle nye forlig og sender dem til afstemning blandt både arbejdsgivere og lønmodtagere. Hvis flertallet stemmer ja, træder de i kraft. Hvis det bliver et nej, venter en runde med nye forhandlinger før et eventuelt sammenbrud.