Annonce

Dagplejer sidder med to børn ved bord

Parti: Dagplejerne skal have inflationshjælp


Dagplejerne skal have hjælp. Det er et af Danmarksdemokraternes hovedkrav i de igangværende forhandlinger om inflationshjælp på Christiansborg. Partiet foreslår, at man ser på det fradrag, dagplejerne får for at dække udgifter til driften.

Annonce

Rikke Hakmann, der er dagplejer i Faaborg-Midtfyn Kommune, er en af de dagplejere, som har været økonomisk presset det seneste år, blandt andet på grund af høje gaspriser. Hun har været nødt til at tære på sin opsparing. Nu vil Danmarksdemokraterne se på dagplejernes fradrag, som de får for at dække de udgifter, der er forbundet med at drive dagpleje. Heidi Lundsgaard

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Nogle dagplejere har skruet ned for økologien. Nogle bager ikke længere med børnene eller har sløjfet dyre fødselsdagsgaver. Nogle har skruet lidt ned for varmen. Og mange siger, de tager penge med på arbejde.

Det er en hård tid for dagplejerne, og nu vil Danmarksdemokraterne forsøge at give dem en håndsrækning og stiller som et hovedkrav i de igangværende forhandlinger, at dagplejerne skal have del i inflationshjælpen.

Læs også: Skattestyrelsen: Kun dagplejere med ekstraordinært høje udgifter kan bruge alternativ fradragsmodel

Lønnen bliver udhulet

”Allerede under valgkampen mødte jeg dagplejere og private dagplejere, der sagde, at de var ekstra pressede i den her tid. Og det må jeg give dem ret i,” siger Inger Støjberg, partileder for Danmarksdemokraterne, der er på vej ind i eftermiddagens forhandlinger og peger på de forhold, der er, når man passer børnene hjemme.

”De skal have en højere temperatur end i så mange andre hjem og brødføde børnene i den tid, de er der, så det, de får for at passe børnene, bliver udhulet mere end, mange andre lønninger bliver. Derfor synes jeg, det vil være et ekstra godt sted at give en håndsrækning. For eksempel ved at se på fradraget og skrue det op,” siger hun.

Læs også: Stigende energipriser rammer dagplejere hårdt: ”Jeg kan ikke bare skrue ned for varmen”

Inflationsforhandlinger

Regeringen indkaldte i slutningen af januar alle Folketingets partier til forhandlinger, og ambitionen er, at aftalen lander, inden vinterferien begynder den 13. februar. Den økonomiske ramme er på 2,3 milliarder kroner, og regeringen bebudede i regeringsgrundlaget i december 2022, at de blandt andet ønskede at bruge pengene på ældre, økonomisk udsatte børnefamilier og borgere, der opvarmer deres bolig med gas eller træpiller. Regeringen sagde dengang, at den håber på en bred aftale.

Læs også: Dagplejere kæmper for at få hjælp til stigende priser

Dagplejerne skal høres

Og Inger Støjberg håber, at regeringen vil være lydhør i forhold til Danmarksdemokraternes forslag.

”Nu bærer vi forslaget ind. Vi luftede idéen for dem i sidste uge og håber, at de er begyndt at tænke over det, og vi har bedt finansministeren regne på det. Dagplejerne er i høj grad nogle af de mennesker, der står med problemet, så det ville være et godt sted at sætte ind,” siger Inger Støjberg, der især blev bevidst om problemet, da hun mødte dagplejere under valgkampen.

”Jeg studsede over det, og da vi kiggede på det efterfølgende, så vi, at de har ret. Der er et problem. Og det bliver sværere og sværere at rekruttere folk til at passe børn, og hvis man skal have penge med på arbejde, så er det ikke noget, der hæver lysten til at gå ind i det her fag. Det var godt, at dagplejerne sagde det i valgkampen,” siger Inger Støjberg og understreger, at det er godt, at dagplejerne råber op.

”Dagplejerne er nok ikke dem, der råber højest. De er tværtimod nok nogle, der først råber op, når der er et problem.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev