Statsminister Mette Frederiksen (S) har åbnet for, at der skal kigges på lønnen for at styrke rekruttering og fastholdelse i det offentlige sundhedsvæsen – uden dog konkret at ville nævne, hvem der ifølge hende bør få mere i løn.
På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden løftede statsministeren så noget af sløret for, hvem det er, hun har i tankerne.
Fra talerstolen rettede hun nogle ord direkte til social- og sundhedshjælpere- og assistenter, som hun kaldte for ”nogen af de allervigtigste i vores samfund” og nævnte samtidig, at der ikke er nok prestige i faget.
Herefter kom statsministeren med et konkret forslag til, hvordan rekrutteringen på social- og sundhedsskolerne kunne forbedres. Nemlig ved at erstatte SU’en med elevløn under grundforløb 2 for alle elever.
Det nye ved dét forslag er, at også social- og sundhedshjælperelever og alle elever under 25 år skal have elevløn.
Siden 1. juli sidste år har kommunerne nemlig allerede været forpligtet til at give voksne social- og sundhedsassistentelever over 25 år løn på grundforløbet.
En række kommuner er kommet statsministeren i forkøbet. Fagbladet FOA er således bekendt med mindst seks kommuner, der på eget initiativ har indført elevløn til alle uanset alder.
Én af de kommuner er Herning, hvor samtlige elever på en af de to social- og sundhedsuddannelser har fået elevløn fra grundforløb 2 siden maj sidste år.
Ifølge Anne Ramsgaard, kommunens sundheds- og ældrechef, har initiativet styrket både rekruttering og fastholdelse, og hun kalder derfor statsministerens forslag for en ’god idé’.
“Vi oplever en stigende interesse, så rygtet om elevløn spreder sig, og vi oplever samtidig, at der er et mindre frafald, fordi økonomien ikke længere er en faktor,” siger hun.
Derudover bidrager elevløn med to konkrete fordele, nævner Anne Ramsgaard:
”Nu ved vi allerede på grundforløbet, hvem ’vores’ elever er, og derfor kan vi allerede her gøre eleverne så uddannelsesparate som muligt i samarbejde med skolen. Og så er det også lettere at tiltrække dem, vi kalder brancheskiftere, fordi de ikke skal på SU.”
En anden kommune, der tilbyder elevløn til elever under 25 år, er Ringkøbing-Skjern. Her er det dog ikke alle unge elever, der får elevløn, men ’langt de fleste’, fortæller uddannelsesansvarlig Birthe Nyrup Dahl.
”Vi har mange dygtige unge mennesker, som har arbejdet som vikar eller ufaglært i ældreplejen. Vi kunne ikke forstå, hvorfor de skulle vente, til de blev 25 år for at kunne få løn allerede på grundforløbet. Så det handler også om retfærdighed, når vi giver elevløn til de unge, der har en anbefaling med fra plejen,” siger hun om baggrunden.
Birthe Nyrup Dahl har dog ikke belæg for at sige, om initiativet med elevløn har gjort, at det er lettere for kommunen at tiltrække unge elever.
”Men jeg har da hørt nogle sige, at det er lidt fedt med elevløn, for så kan de få råd til kørekort og en bil, og det kan godt være nødvendigt herude, hvor der er langt mellem busserne. Så det har da lidt at sige, men der er jo også kun det antal unge mennesker, som der nu engang er,” siger hun.
Forslaget vækker glæde hos FOA
Formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann glæder sig over, at der nu bliver kigget på konkrete løsninger til rekrutteringsproblemerne:
”Det er et rigtig godt forslag set i rekrutteringsøjemed. Det vil gøre, at flere kan søge over på vores uddannelser, fordi SU’en gør, at man skal sætte rimelig mange penge til side inden studiestart, hvis man nu kommer fra et andet job eller har stiftet familie,” siger Torben Hollmann.
Noget af kritikken omkring forslaget har lydt på, hvorvidt elevlønnen, som jo er noget højere end SU, tiltrækker personer, der egentlig ikke vil uddannelsen, men i stedet starter for pengenes skyld. Men den kritik køber Torben Hollmann ikke:
”Det er fuldstændig ude af proportioner at tænke sådan. Vi har at gøre med nogen, der har et andet job, men som er træt af for eksempel at være tømrer og derfor nu vil være social- og sundhedsassistent. Så skal de lige pludselig gå 20 uger på SU, som de måske ikke kan klare. Så tænker de, at de bare tager noget andet, og det har vi jo ikke behov for. Vi har behov for, at der er nogle, der vil skifte over til vores fag,” siger han, inden han sætter ord på troen på sine medmennesker:
”Jeg tror, at det er de færreste, der sidder og kigger på det og siger: ”gud, nu er der 20 uger, hvor jeg ikke er på SU, så jeg tager dén uddannelse, selvom jeg egentlig ikke gider.” Det tror jeg ikke. Jeg har større tiltro til mine medmennesker, det må jeg sige,” siger Torben Hollmann.