Fjóla Ágústa Ásgeirsdóttir er social- og sundhedsassistent og har i en årrække arbejdet på plejecenter Kastanjehaven på Frederiksberg i København.
”For mange år siden var jeg social- og sundhedshjælper på fuldtid, og det var utrolig hårdt, fordi de fleste af mine kolleger var på deltid. Der var hele tiden afløsere eller nye kolleger at forholde sig til og sætte ind i rutiner, så jeg gik ned på 32 timer, da jeg blev uddannet assistent,” fortæller Fjóla Ágústa Ásgeirsdóttir.
Hun og kollegerne har sagt ja til at blive på 37 timer om ugen.
”Nu er vi alle sammen på fuldtid på nær en enkelt. Det gør en kæmpe forskel, at vi kender beboerne og rutinerne. Da jeg var på nedsat tid, ringede jeg tit ind på en fridag og spurgte, om de havde gjort de ting, jeg ikke nåede dagen før. Når jeg går hjem nu, ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde til fulde. Og selvom jeg er træt fredag eftermiddag, føler jeg mig faktisk ikke så træt, som jeg gjorde tidligere,” siger Fjóla Ágústa Ásgeirsdóttir.
Kendte ansigter giver tryghed
Ændringerne på Kastanjehaven er blevet godt modtaget af beboerne.
”De er mere trygge ved at se de samme ansigter, og de pårørende er glade for, at det er det samme personale, der er hos deres kære,” fortæller Fjóla Ágústa Ásgeirsdóttir.
Hendes mand har også bemærket en positiv forandring:
”Han synes, at jeg er mere hjemme nu, for tidligere tog jeg tit ekstravagter, og det gør jeg næsten aldrig mere.”
Som en sidste positiv ændring nævner hun lønnen:
”Jeg kan tydeligt mærke på min lønseddel, at jeg er gået op på fuldtid. Jeg har 5.000 kroner mere udbetalt om måneden og er faktisk begyndt at tænke på at lægge mere til side til min pension,” siger 54-årige Fjóla Ágústa Ásgeirsdóttir.
Fire andre medlemmers erfaringer
Majbrit K. Hansen, 32 år, social- og sundhedshjælper, Kærdalen Ældrecenter i Vejen Kommune. Jeg arbejder 30 timer om ugen, og det kan lige netop hænge sammen økonomisk. Jeg har været på 32 timer, men jeg syntes ikke, at forskellen var særlig stor økonomisk. Det gav mig ikke ret meget mere at gå op i tid, så jeg prioriterer at have tid med mine børn. Jeg er alene med tre – en, der går i børnehave, en er i forskole og en i 5. klasse – så jeg kan have svært ved at få tiden til at slå til. 30 timer passer mig godt.
Heidi Lundsgaard
Camilla Lund-Hansen, 41 år, social- og sundhedsassistent, Skt. Hansgruppen udekørende hjemmepleje i Odense Kommune. Jeg gik fra 35 timer til fuldtid 1. januar i år. Vi keder os ikke på arbejdet, men jeg føler, vi er mindre stressede, efter at vi er fem, der er gået op i tid. Fagligheden er styrket, fordi vi har bedre tid til at fordybe os i den enkelte borger. Det spreder sig som ringe i vandet blandt kollegerne, når jeg fortæller, at det ikke er så hårdt, og at jeg får omkring 1.500 kroner mere i løn om måneden. Hvis vi sammen kan løfte de nye opgaver ved at gå lidt op i tid, er det da klart en fordel for fællesskabet i en gruppe.
Heidi Lundsgaard
Lene Rue, 50 år, social- og sundhedshjælper, Kærdalen Ældrecenter i Vejen Kommune. Jeg arbejder 35 timer om ugen, men var fire uger på fuldtid. Hver dag havde jeg en halv time til noget, der gjorde mig glad sammen med borgerne. Vi var flere, som brugte den halve time på at hjælpe en borger med depression. Man kunne kun komme rundt på smalle stier i hans hjem, alene i soveværelset fandt vi 73 mælkekartoner. På grund af hjælpen blomstrede han op og begyndte at hjælpe til. Andre dage brugte jeg tiden på at gå tur med beboere. Det taler de stadig om – den dag, de mærkede vinden i ansigtet. Jeg har en syg mand, så jeg skal tænke mig om, inden jeg eventuelt siger ja til at gå op på fuldtid permanent. Men det fungerede godt i prøveperioden.
Heidi Lundsgaard
Betina Stephansen, 39 år, social- og sundhedshjælper, Plejehjemmet Øst i Odense Kommune. Jeg er gået trinvis op og endte på 37 timer i november 2021. Vi er syv, der er gået op i tid den seneste tid, og jeg føler, jeg har fået mere tid til beboerne. Det betyder meget, for jeg arbejder jo på plejehjemmet, fordi jeg kan lide at være sammen med de gamle. I mange år havde jeg to fridage om ugen og tænkte tit på ting, jeg skulle huske, når jeg kom tilbage på job. I dag er der ingen hængepartier, når jeg går hjem, og jeg tænker ikke så meget på arbejde, når jeg har fri. Ved min seneste justering gik jeg fra 35 til 37 timer og får nu cirka 2.500 kroner mere udbetalt om måneden. Jeg har ikke tjekket min pension, men planlægger at begynde at indbetale mere.
Heidi Lundsgaard