For første gang er der færre end 90 tilmeldte børn i SFO’en på Skolegade Skole i Brønderslev. Så få har der aldrig været før, lyder det fra afdelingsleder Michael Madsen, som peger på det store problem: De børn, der er blevet meldt ud under coronanedlukningen, kommer ikke umiddelbart tilbage.

”Deres forældre synes, det er alt for dyrt i forhold til det, børnene får ud af det,” siger Michael Madsen og peger på to faktorer udover de 1.831 kroner, en plads i Brønderslev koster:

”Vi har ikke tiden til at lave et fedt tilbud til børnene, når selv 0-klasserne først kommer klokken 13.50 og allerede er dødtrætte. Og så ligger vi i skolens lokaler – det får måske børnene til at føle, at de går i skole hele dagen og skal præstere,” siger han.

Læs også: Høj forældrebetaling på SFO får børn til at droppe ud

Brønderslev er langt fra den eneste kommune, der har sagt farvel til børn i SFO’erne. Ifølge en rundspørge, som Fagbladet FOA har lavet til landets 10 største kommuner, er børnetallet i SFO’erne i løbet af 2020 faldet med mellem 3 og 17 procent i ni af kommunerne, hvilket er mere end faldet i børnetallet generelt. Kun i Københavns kommune har man holdt status quo i fritidsordningerne.

Men problematikken er ikke ny, lyder det fra Anja Hvidtfeldt Stanek, der forsker i fritidspædagogik ved Syddansk Universitet.

”Den har ligget og ulmet siden skolereformen i 2013, hvor skoledagen blev længere, og SFO’erne blev skåret ind til benet, fordi kommunerne flyttede ressourcerne til skolen,” siger hun.

En rapport fra 2020 viser da også, at normeringerne i 11 kommuner i gennemsnit ligger på én voksen til 19 børn.

”Derfor er det ikke så underligt, at forældre melder børnene ud,. Men selv om det ikke er underligt, er udviklingen stadig bekymrende. SFO’erne handler om at give børn et rum, der ikke er skole. Et rum, hvor man ikke skal måles og evalueres, men hvor man sammen med andre finder ud af, hvem man er, og hvordan man holder fri,” siger Anja Hvidtfeldt Stanek og peger på, at fritidspædagogikken traditionelt set handlede om, at livet var andet end at skulle lære. 

Læs også: Fritidsordninger giver for lidt for pengene

”Fritidspædagogikken var oprindeligt det sted, hvor man pædagogisk arbejdede med fritid. Hvor det handlede om at finde ud af: Hvem er jeg, og hvad vil jeg egentlig gerne lave, når jeg har fri. I virkeligheden handler den diskussion om, hvad det er for et liv, man gerne vil leve.”

Hun ser tankegangen om at præstere snige sig ind overalt i børn og unges liv – en tendens, der afspejler sig i stigende mistrivsel, som forskere har kunnet dokumentere de senere år.

”På mange måder har vi udviklet et samfund, hvor overvejelsen om, hvem man er, når man holder fri, er blevet irrelevant. Men jeg er ikke i tvivl om, at børn og unges mistrivsel hænger sammen med det,” siger Anja Stanek, der heldigvis ser tegn på, at politikere nu er begyndt at sætte fritidspædagogikken på dagsordenen.”

Læs også: Kommune skærer på de store børn for at give minimumsnormeringer til de små

Og det er tiltrængt, for SFO’erne er blevet til en ’ventesal’, mener Stig Broström, professor emeritus ved DPU.

”Mange steder venter børnene om morgenen på at komme i skole og om eftermiddagen på at komme hjem eller til fodbold. Der er ikke tid til at sætte noget i gang,” siger Stig Broström.

Han påpeger, at det er et mindre problem for de børn, der i forvejen er gode til sociale relationer, men at taberne bliver de børn, der bare går alene hjem og ikke spiller FIFA sammen med tre andre.

”Tabet af børn under corona er bekymrende i sig selv, men det er udtryk for noget langt større. Og den udvikling er endnu mere bekymrende,” siger han. 

Afgørende – især for nogle børn 

I fritidsinstitutionen ved Guldberg Skole i København har man ikke oplevet samme sivning under corona, som i mange andre af landets SFO’er. Måske fordi institutionen forsøger at holde de oprindelige fritidspædagogiske dyder i hævd. 

Her handler det om at lære dansetrin fra TikTok ude på legepladsen i stedet for på iPad, hvis man har lyst. Eller om at gå ud i naturen, indsamle blade og grene, tage hjem igen og udtrykke det, man har oplevet ved at bygge dyr eller landskaber ud af ’guldet’ – hvis man føler for det. Og det kan også være at sætte sig ved skakbordet sammen med den gamle skakentusiast med hornbriller og gråt skæg, der er blevet inviteret udefra, og nørde åbningstræk. Hvis man altså har lyst.

”Det rum, hvor man ikke bliver målt og vejet, men hvor man bliver set, kan give udtryk for den, man er, og finder sammen med andre. Det er det rum, vi prøver at skabe,” siger pædagog Kirstine Larsen om at give børnene en oplevelse af, at deres stemme betyder noget i fællesskabet.

”Her kan de være stille det ene sted og shine et andet sted. Vi prøver så at guide dem henimod at nå et resultat sammen.”

Børn har brug for at blive set

Eller også skyldes det, at institutionen har holdt fast på børnetallet, at en institutionsplads her koster 900 kroner imod de 2.000 kroner andre steder, lyder det nøgternt fra pædagogisk leder John David Jensen. Men det er snart slut. Det er vedtaget, at prisen kan hæves, så nu gælder det om at ’lægge sig i selen’, som han siger.

”For nogle børn er vi sindssygt vigtige. Også fordi vi har børn, hvis forældre ikke har ressourcer til for eksempel at melde dem til håndbold. Vi er garant for, at børn bliver set, også dem, der er udsatte, eller som har svært ved at navigere i selv at skabe leg eller blive en del af børnefællesskabet,” siger John David Jensen. 

At blive set handler også om at invitere forældrene indenfor, så de opdager, at deres barn for eksempel kan noget med ler, de ikke kendte til. Om et tæt samarbejde med skolen, hvor pædagogerne ser andre sider af barnet. Om ture til det nærliggende plejehjem, hvor børnene opdager glæden ved et venskab med 96-årige Karla. Og ved at spille ’Among Us’ ude på legepladsen i stedet for på iPad.

”Vores egne interesser og det, vi brænder for, er en stærk drivkraft,” siger pædagog Kirstine Larsen. 

”Men vi låser os ikke i vores egne idéer. Vi åbner verdener for dem, men de åbner også verdener for os.”