Annonce

Stem ja eller nej

Tema: OK21

OK21: Nu kan du stemme ja eller nej til din nye overenskomst


Opdateret 25. marts 2021

I dag, den 23. marts, starter urafstemningen, hvor FOAs medlemmer skal stemme ja eller nej til overenskomstfornyelsen. Mens afstemningen løber, bliver der afholdt virtuelle stormøder, hvor du kan få svar på dine spørgsmål om de nye aftaler.

Annonce

Hvis du har spørgsmål til de nye overenskomster, kan du få svar på tre virtuelle stormøder 24. marts, 25. marts og 6. april. Jørgen Stamp

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

I dag, tirsdag klokken 9, blev der åbnet for FOAs urafstemning, hvor medlemmer virtuelt kan stemme ja eller nej til de nye overenskomster. FOAs hovedbestyrelse anbefaler at stemme ja, men det er i sidste ende 144.000 FOA-medlemmer, der bestemmer.

"Hovedbestyrelsen anbefaler et ja, og det er, fordi vi har vurderet, at vi ikke vil komme videre ved at lægge arm med arbejdsgiverne og varsle konflikt. Vi har fået det allerbedst mulige ud af forhandlingerne," siger formand for FOA, Mona Striib, som er tilfreds med de resultater, som hun, FOA og Forhandlingsfællesskabet har nået.

"Især når vi kigger på, hvordan det så ud i kriseårene i finanskrisen i 2011 og 2013 og sammenligner med overenskomstresultaterne nu. Så er vi faktisk landet et rigtig godt sted, hvor vi har fået ret mange gode ting med hjem. Det er vi glade for," siger hun.
 
Urafstemningen om de nye overenskomster løber frem til den 19. april klokken 8, og i mellemtiden har du som FOA-medlem mulighed for at stille dine spørgsmål til overenskomsterne på tre virtuelle stormøder. 
 
Formand for FOA, Mona Striib og de fire sektorformænd, Pia Heidi Nielsen fra Kost- og Servicesektoren, Kim Henriksen fra Pædagogisk Sektor, Torben Hollmann fra Social- og Sundhedssektoren og Reiner Burgwald fra Teknik- og Servicesektoren vil være til stede til at svare på dine spørgsmål.
 
De virtuelle stormøder finder sted onsdag den 24. marts, torsdag den 25. marts og tirsdag den 6. april – alle tre gange klokken 17 til 19. Du kan tilmelde dig her.
 


Træder i kraft 1. april

Hvis FOAs medlemmer stemmer ja til overenskomsterne, træder de i kraft 1. april 2021 og løber frem til 31. marts 2024. 

Men hvad sker der, hvis FOAs medlemmer stemmer nej til urafstemningen? Det forklarer Mikkel Mailand, som er forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet:

”Det, der sker i praksis, er, at man vil gå til forhandlingsbordet igen, enten i Forligsinstitutionens regi eller udenom. Man kan godt fortsætte forhandlingerne uden et strejkevarsel, men hvis man udsender et strejkevarsel, vil Forligsinstitutionen blive inddraget. Her vil man så i den mellemliggende periode forsøge at nå til enighed med arbejdsgiverne," siger han.

Hvis FOA får et nej til urafstemningen, kan organisationen træde ud af Forhandlingsfællesskabet og forhandle eller konflikte alene. Ved nogle tidligere overenskomstforhandlinger har andre organisationer sympatikonfliktet, men Mikkel Mailand vurderer ikke, at det vil blive relevant ved denne overenskomstforhandling.

”Det er der ikke lagt så meget op til. Vi skal huske, at det hele foregår i en coronatid, som selvfølgelig betyder, at nogen synes, de har gået foran og har gjort ekstra indsatser. Men der er nok også en forståelse for, at det er meget svært at konflikte i den nuværende situation. Det kan være meget svært at få befolkningens opbakning til en konflikt,” siger han.

Sygeplejerskerne har stemt nej

Resultatet af Dansk Sygeplejeråds urafstemning blev torsdag den 25. marts offentliggjort, og her har et snævert flertal af sygeplejerskerne stemt nej til de nye overenskomster. 47,3 procent har stemt nej, mens 46,5 procent har stemt ja. 53,6 procent af DSR's medlemmer har stemt.

Fordi mange FOA-medlemmer deler arbejdsplads med sygeplejersker, vurderer Mikkel Mailand, at sygeplejerskernes utilfredshed godt kan have en afsmittende effekt.

”Man kan ikke udelukke, at en utilfredshed kan smitte af på andre faggrupper. Man vil nok primært fokusere og forholde sig til sit eget område, men der kan være stemninger, der kan brede sig,” siger han.

Se, hvad der er forhandlet hjem

Alle ansatte i regioner og kommuner står til at få en lønstigning på 5,02 procent over de næste tre år, hvis der bliver stemt ja til overenskomsterne. Udover lønstigninger er der på FOAs områder også forhandlet andre ting hjem - for eksempel ekstra lønstigninger til mange FOA-faggrupper, uddannelse og forbedrede vilkår. 
 
Du kan på FOAs hjemmeside læse, hvad der er forhandlet hjem på præcis dit område ved at følge vejledningen. Du kan også læse Fagbladet FOAs artikler om, hvad der er landet på de forskellige områder her:
 
 
 
 
For at modtage urafstemningsmaterialet kræver det, at FOA har dine korrekte oplysninger. Det kan du tjekke ved at logge ind på MitFOA. Hvis FOA ikke har dit korrekte mobiltelefonnummer eller mailadresse, får du tilsendt en valgkode til afstemningen med et fysisk brev.

Opdateret med kommentar fra Mikkel Mailand, forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet (FAOS) samt resultat af sygeplejerskernes urafstemning.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev