Et af de tiltag, der er aftalt på uddannelsesområdet, er, at kommunerne i højere grad skal opsøge og tilbyde ansatte efter- og videreuddannelse.
”Når vi ser på Kompetencefonden og puljen Fra Ufaglært til Faglært, er det ikke vores medlemmer, der gør brug af den. Vi har hørt fra medlemmerne, at det kan være svært at komme af sted på kurser, og det er nogle af de barrierer, vi skal have fjernet. Både barriererne på arbejdspladsen og også de barrierer, medlemmerne selv kan have,” siger Pia Heidi Nielsen.
”Så vi har sammen med KL aftalt, at her bliver der nødt til at være en opsøgende indsats. Det, synes vi, er rigtig vigtigt,” siger Pia Heidi Nielsen.
Som en del af den opsøgende indsats er det som en forsøgsordning aftalt, at husassistenter, der arbejder på ældreområdet, kan tilbydes uddannelsen til social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent på voksenelevløn for at imødekomme problemerne med rekruttering.