Det er gratis at fyre dem fra den ene dag til den anden. De får ikke løn, når de er syge. Og de risikerer at stå uden dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse.

Det er blot nogle af de vilkår, som de timelønsansatte på arbejdsmarkedet lever med.

I disse år kommer der stadigt flere af dem. I 2019 var der ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL Data) 39.373 personer alene fra de grupper, FOA repræsenterer, der arbejdede under de forhold i kommuner og regioner. Ikke mindst blandt omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt social- og sundhedsansatte. Tallet for 2020 kendes endnu ikke, men det er ikke blevet mindre under coronakrisen.

Andre vilkår handler om, at de timelønnede ikke optjener anciennitet. De sparer kun i ringe omfang op til pensionen. Og flere står bare til rådighed og risikerer altså at skrive 0 timer på lønsedlen og tjener derfor 0 kroner.

Læs også: Forsker om atypiske ansættelser: De unge vænnes til dårlige forhold

Den utryghed er ganske enkelt ikke rimelig ifølge forbundsformand i FOA, Mona Striib.

”Nogle steder udvikler det sig til, at man nærmest tilbyder ansættelser på daglejervilkår, lige som i gamle dage, hvor man stod nede på havnekanten, og ikke vidste, om der var arbejde den dag. Det er ikke anstændigt, når man ikke ved, om man har arbejde i morgen,” siger hun.

Derfor har FOA sat de timelønnede på dagsordenen i overenskomstforhandlingerne for at få parterne til at drøfte, hvordan antallet af timelønnede og løstansatte kan reduceres. falde. Og for at få arbejdsgiverne til at overholde de aftaler, der allerede er. 

”Overenskomstforhandlingerne er en anledning til at fortælle arbejdsgiverne, at de for pokker skal overholde det, vi har aftalt med hinanden. Vi skal få skabt en ordentlig udvikling, hvis vi vil kunne rekruttere til de vigtige kerneopgaver, og vi skal tilbage til gode og trygge jobs i den offentlige sektor,” siger Mona Striib.

Læs også: Leder: Daglejer anno 2021

Ifølge Trine P. Larsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet, har der de seneste 20 år været en svagt stigende tendens til flere såkaldte ’atypisk beskæftigede’ på arbejdsmarkedet.

”De er ofte de første til at falde igennem hullerne i sikkerhedsnettet. Da eksempelvis coronakrisen ramte, oplevede en del atypisk beskæftigede, at de blev opsagt, få vagter aflyst eller mistede opgaver fra den ene dag til den anden, fordi de ikke på samme måde som de fastansatte er omfattet af de gældende opsigelsesvarsler,” siger Trine P. Larsen som et af eksemplerne på de utrygge vilkår, der kendetegner området.

Modellen er fleksibel for arbejdsgiveren – og også for de lønmodtagere, der selv har valgt det. Det har fordele og ulemper for begge parter. De timelønnede medarbejdere er ikke kun en fordel for arbejdspladsen ifølge Trine P. Larsen:

”Hvordan påvirkes fagligheden, kvaliteten af den ydelse, der bliver leveret og de kompetencer, skiftende medarbejdere har og som der for eksempel er brug for i plejen? Kan man regne med, at medarbejderne dukker op og er klædt på til opgaven? Fleksibiliteten går begge veje,” siger hun.

"Jeg har ikke tal på, hvor mange ansættelser jeg har haft" 

Efter 10 år som timeansat, vikaransat og tidsbegrænset ansat på Regionshospitalet Horsens er 29-årige Anders Druskeit Danielsen netop gået over til en fuldtidsstilling. Her fortæller han om forskellen.

"Det første halvandet år var jeg ansat tre måneder ad gangen, så aftjente jeg værnepligt, kom tilbage på tre-måneders kontrakter på 32,5 timer om ugen, selv om jeg aldrig arbejdede under 37 timer. Det var mit første voksenjob, og jeg tænkte, at det nok bare var sådan, det var." 

"I 2014 begyndte jeg at læse kommunikation og journalistik på universitet og gik over til timeløn som tilkaldevikar på sygehuset. Hvis der var sygdom, fik jeg en sms om morgenen, andre gange blev jeg spurgt i forvejen. Kort varsel passede mig perfekt. Jeg havde brug for, at min kalender ikke var låst, for jeg vidste ikke, om jeg fik travlt på studiet eller om der skete noget socialt. Så gik jeg over til at arbejde to weekender på 12 uger og tage timer ud over det. Ville jeg arbejde, var der altid noget. Jeg blev færdig sidste sommer og gik tilbage til de tidsbegrænsede ansættelser, men til sidst blev det irriterende at skulle forny kontrakterne konstant. Ikke mindst, fordi jeg hver gang skulle forny mit adgangskort, og lige pludselig stod uden at kunne komme ind."

Læs også: Flere kommuner afviser aftale om dagplejernes coronarengøring

"Da jeg startede tilbage i 2010, boede jeg hjemme hos mine forældre og var økonomisk uafhængig af at have et særligt antal timer. Senere vidste jeg, at jeg altid havde min SU og jeg havde ikke sat mig dyrere, end at jeg kunne klare mig." 

"I dag er jeg økonomisk afhængig af at tjene et vist beløb. Jeg har bosat mig dyrere, min livssituation har ændret sig. Som timelønnet fik jeg løn hver 14. dag, og det betød, at jeg ikke vidste, hvad jeg fik udbetalt. Hvis det var fortsat, ville jeg mangle overblik. Hvad hvis jeg ikke kunne få timerne?"

Fagligheden

"Jeg har altid været god til at sige til og fra og har heller ikke været bange for at bede om noget. Det havde nok været anderledes, hvis jeg havde været afhængig af jobbet. Som timelønnet skal du være god til at byde dig til. Du skal være god til at blande dig socialt og fagligt, du skal have fremdrift selv, ellers kan du hurtigt blive glemt." 

"Jeg startede med at blive sidemandsoplært til at gøre udstyret rent i endoskopien. Senere begyndte jeg at køre med patienterne, lave portørarbejde og have direkte patientkontakt. Jeg fik nogle kurser og blev opfordret til mere. Det har flasket sig for mig."