Annonce

Vaccine mod covid19. foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Tema: Coronavirus

Vaccineplan klar: Plejehjemsbeboere og –personale blandt de første til at få stikket


Opdateret 18. december 2020

Plejehjemsbeboere og plejepersonale bliver blandt de første til at få den nye vaccine mod coronavirus, som kommer inden nytår. Ansatte i sundhedsvæsenet kan få vaccinen på deres arbejdsplads.

Annonce

Vaccinen skal gives ad to omgange med nogle ugers mellemrum. Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet om en vaccine. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Medarbejdere i ældreplejen er med i første runde af udrulningen af coronavaccinen, som er lige på trapperne. Det har Sundhedsstyrelsen torsdag meldt ud.

”Det er jo en begrænset mængde vacciner, vi modtager i første omgang, og dem skal vi reservere til de allermest sårbare mennesker og til personalet, der arbejder med dem som for eksempel social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger,” siger direktør for Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det bliver de praktiserende læger, som kommer til at vaccinere de ældre på plejecentrene. Ifølge DRs oplysninger skal social- og sundhedsassistenter observere beboerne efterfølgende for at holde øje med, om de bliver dårlige.

Meget personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen vil ifølge Sundhedsstyrelsen blive tilbudt at få vaccinen på deres arbejdsplads. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.

Fagbladet FOA har forsøgt at få uddybet, om personalet kan blive vaccineret i samme ombæring som beboerne på plejehjemmet, når lægen kommer ud. Sundhedsstyrelsen er ikke vendt tilbage.


Ifølge mediet Reuters har EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, meldt ud, at alle EU-lande starter vaccinationerne den 27. december. Til TV2 siger statsminister Mette Frederiksen (S):

”Selvom jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, så skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord.”

Myndighederne regner med at kunne vaccinere alle plejehjemsbeboere, der takker ja til vaccinen, inden udgangen af januar, har Kommunernes Landsforening bekræftet overfor DR Nyheder.

Lægerne står klar fra 22. december

Ifølge formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Jørgen Skadborg, er hans medlemmer blevet bedt om at stå klar til at vaccinere på landets plejecentre indenfor 48 timer fra den 22. december, skriver DR Nyheder.

”Vi har i weekenden skrevet til vores kommunale formænd og hvert enkelt medlem, og vi har bedt de kommunale formænd om i denne uge at koordinere, hvilke læger der skal dække hvilke plejecentre. Responsen har været overvældende positiv fra vores medlemmer, og det er jeg meget glad for,” siger Jørgen Skadborg i en pressemeddelelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan alle danskere, som ønsker en vaccine, forvente at få den i løbet af 2021. Henover jul og nytår vil styrelsen sende besked ud til alle borgere over 18 år gennem e-Boks for at informere om den kommende vaccination mod covid-19.

Plejehjem i Ishøj er først: Vi er meget taknemmelige

Beboere på to plejecentre i Ishøj Kommune, Torsbo og Kærbo plejecentre, står til at blive blandt de første herhjemme, der får tilbudt vaccinen mod coronavirus. Det oplyser formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ishøj Kommune, Merete Amdisen (S), til TV2 Lorry.

”Tirsdag fik jeg oplyst fra KL, at det forventeligt ville blive plejecentrene i Ishøj Kommune, der får vaccinationer, som nogle af de første i Hovedstadsområdet, siger hun.

Fællestillidsrepræsentant i Ishøj Kommune, Zouhaier Ben Saad Rahali, fortæller, at de er meget spændte på de kommende vacciner. Det er hans klare opfattelse, at vaccination af personalet kommer til at ske på samme tid som beboerne.

”Det begynder den dag, beboerne også får. En del af personalet får en vaccine den samme dag i næste uge, hvis altså det bliver i næste uge. Men det er planen,” siger han.

”Vi er meget taknemmelige for, at vi bliver nogle af de første,” siger han.

Zouhaier fortæller, at han allerede har deltaget i et planlægningsmøde, og kommunen lige nu har en stor logistisk opgave foran sig.

”Vi er i fuld gang, og vi vil gøre vores bedste for, at det hele kommer til at fungere,” siger han.


Opdateret med kommentar fra FTR i Ishøj Kommune, Zouhaier Ben Saad Rahali.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev