De første danskere kan potentielt blive vaccineret mod coronavirus i januar måned. Det skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i dag tirsdag
på sin Twitterprofil. Og den store opgave med at få vaccineret danskerne skal social- og sundhedsassistenter deltage i. Det står i
et notat fra Sundhedsstyrelsen.
Men social- og sundhedshjælpere kan også deltage i vaccinationsopgaven. Det fortæller direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.
”Nu har vi skrevet social- og sundhedsassistenterne ind, fordi basiskompetencerne for intramuskulær injektion ligger hos social- og sundhedsassistenterne i forhold til lægemiddelhåndtering. Men principielt set kan en læge delegere til andre grupper også – det kunne godt være social- og sundhedshjælpere eller for eksempel studerende indenfor sundhedsfag,” siger Søren Brostrøm.
Inden vaccinationen af danskerne går i gang, bliver der en oplæring i, hvordan det skal foregå. Håndteringen er nemlig anderledes end ved almindelige vacciner.
Vaccinerne skal opbevares i særlige frysekasser ved meget lave temperaturer, tøs op under kontrollerede forhold og blandes op inden injektion. Vaccinerne kommer i flerdosisampuller. Det betyder, at borgerne skal vaccineres hurtigt efter hinanden, og det kræver, at logistikken er i orden, fortæller Søren Brostrøm.
”Men den sidste del af rejsen fra ampullen og ind i borgerens arm ligner meget det, man kender fra andre vaccinationer,” siger han.
Vaccinationerne kan både komme til at foregå på plejecentre og i hjemmeplejen. Derudover bliver der etableret nogle regionale vaccinationscentre, fortæller Søren Brostrøm. Men han kan ikke sige noget om, hvor mange social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, der bliver brug for i vaccinationscentrene, da det er den lokale ledelse i hvert center og dermed regionerne, der kommer til at stå for personalesammensætningen de steder.
FOA: En anerkendelse af deres kompetencer
Hos FOA er man glad for, at social- og sundhedspersonalet bliver en del af opgaven med at få danskerne vaccineret. Det fortæller Torben Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.
"Vi er superglade for, at de bliver tænkt ind i den her strategi, fordi det er vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret så hurtigt som muligt. Det er en anerkendelse af deres kompetencer," siger han.
Men ligesom Søren Brostrøm er Torben Hollmann opmærksom på, at coronavaccinen har nogle ekstra udfordringer i forhold til håndteringen af lægemidlet og den store opgave med at få borgerne vaccineret.
"Det er et kæmpe logistisk arbejde, som FOAs medlemmer kan være med til at forenkle. Så er der selvfølgelig noget oplæring, man skal være opmærksom på, men de ansatte er så vant til nye opgaver, at det ikke bliver noget problem," siger Torben Hollmann.
Frontpersonale i første række til vaccine
Udover at social- og sundhedsassistenter og -hjælpere kan blive en del af vaccinationspersonalet, står de selv blandt de forreste i køen til at få en vaccine, når den kommer.
”Vi har ikke endeligt fastlagt, hvem der bliver de allerførste, men der er ingen tvivl om, at frontpersonalet i sundheds- og ældreområdet er nogle af dem, vi tænker på,” siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.