Nu er det en realitet: søndag bliver de første danskere vaccineret mod corona. Det afslørede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag, hvor han præsenterede den køreplan, vaccinetoget vil følge:
Når de første knap 10.000 portioner er ankommet til Danmark lørdag, fordeles de til sygehusapoteker i de fem regioner. Og søndag sætter toget for alvor i gang. Første stop er fem plejecentre – Blomstergården i Slagelse, Ankersgade i Aarhus, Birkebo i Aalborg, Ældrecenter Øst i Odense og Omsorgscenter Kærbo i Ishøj – hvor beboere og ansatte simultant og som de allerførste herhjemme tilbydes vaccinen.
Læs også: Det skal du vide om den nye vaccine mod coronavirus
Heldigt, vi er de første
Den nyhed er Ayten Sutcu, 49 år og social- og sundhedsassistent på Kærbo, svært tilfreds med:
”Jeg er rigtig glad og føler, vi er lidt heldige at være de første. Jeg ser frem til at blive vaccineret,” siger hun og tilføjer, at hun dog også ’er en lille smule utryg’.
”Det er jo helt nyt og aldrig prøvet før. Men jeg tror, de mulige bivirkninger er ret små, og jeg vil gerne være med til at stoppe pandemien, og derfor har jeg sagt ja til at blive vaccineret.”
Tilbage til gamle dage
Ishøj Kommune er blandt de kommuner, hvor smittetrykket er højest. Omsorgscenter Kærbo er dog sluppet relativt nådigt gennem krisen med kun ganske få smittetilfælde. Alligevel har det dog været 10 lange måneder.
”Det var især slemt i starten, hvor vi skulle vænne os til sygdommen og de mange retningslinjer,” siger Ayten Sutcu, som ikke er i tvivl om, hvad hun glæder sig mest til:
”Jeg vil gerne have de gamle dage tilbage. Det er ikke rart at skulle isolere beboerne, og man bliver lidt træt af maske, visir, handsker, håndsprit og at holde afstand. Det bliver godt, når vi får den gamle nærhed tilbage.”
Vaccineres på en fridag
Plejecentret Herlevgård i Herlev er et af de øvrige plejehjem, der ifølge planen også får besøg af vaccinetoget søndag. Og det er nærmest ’i sidste øjeblik’ ifølge Karina Beicker Juhl, der er social- og sundhedsassistent og arbejdsmiljørepræsentant.
”
Vi har stort set ikke haft smitte hos os, men de seneste dage er flere medarbejdere testet positive. Jeg oplever, at vi er slidte efter 10 lange og sindssygt hårde måneder, og nu glæder jeg mig bare så meget til at blive vaccineret,”
siger Karina Beicker Juhl og tilføjer:”
Jeg arbejder juleaftensdag, og har fri på søndag. Men jeg dukker op for at få stikket. Jeg kan ikke vente.”
Læs også: Undtagelsestilstand i Region H: 200 ekstra sengepladser kræver ekstra bemanding
Det vi har ventet på
På pressemødet onsdag lagde Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen, ikke skjul på, at den nye vaccine er verdenshistorisk. Og hans direktørkollega i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, var også himmelfalden over den uventede julegave:
”Det er helt, helt fantastisk, at vi allerede får vaccinen nu. Det overstiger min vildeste fantasi, at det kan lade sig gøre. det havde jeg ikke troet i foråret. Man har næsten lyst til at knibe sig i armen,” sagde han.
I FOA er formanden for Social- og Sundhedssektoren, Torben Hollmann, også tilfreds med, at det er gået så hurtigt.
”Det er det, vi har ventet på. Og med det pres, der netop nu er på personalet på både hospitaler og i ældreplejen, kan man sige, det er i sidste øjeblik. Men coronakrisen slutter ikke på søndag. Vi skal stadig bevæbne os med masser af tålmodighed,” siger han.
Den første leverance består i alt af 9.750 doser vaccine. Ugen efter følger yderligere 38.025 doser, og derefter 47.000 doser ugentligt indtil marts 2021.