For nedslidte danskere er der måske hjælp at hente, hvis Socialdemokratiets pensionsudspil bliver til noget. I hvert fald vil partiet give danskere, som er nedslidte på grund af et langt og hårdt arbejdsliv, mulighed for at gå tidligere på pension. Det forklarer Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til Fagbladet FOA.
”Det handler om værdighed. Når man har aftjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet, skal man med rank ryg kunne lukke døren og få nogle år, hvor man kan være sammen med sine børnebørn. Det er derfor, vi er så optaget af, at det bliver en ret til tidligere folkepension. Ikke en ny ordning, man skal visiteres ind i,” siger Mette Frederiksen fra sit kontor på Christiansborg.
Sosu'er og slagteriarbejdere har det hårdere
Partiet har endnu ikke lagt sig fast på kriterierne, men det kunne være antallet af år, man har været på arbejdsmarkedet – eventuelt kombineret med den branche, man arbejder i. Partiformanden kan ikke sige, hvilke brancher det gælder.
"Det kan jeg ikke sige. Men det er klart, at det eksempelvis er hårdere at arbejde i hjemmeplejen end at være journalist. Og det er fysisk mere belastende at arbejde på et slagteri end at være advokat. Samtidig kommer dem, der arbejder på eksempelvis plejeområdet, ind på arbejdsmarkedet i en tidligere alder, samtidig med at deres pensionsalder er den samme som andres. Derfor reagerer vi nu,” siger Mette Frederiksen.
Mette F: Kate burde visiteres til tidligere pension
Mette Frederiksen erkender, at seniorførtidspensionsordningen i dag ikke fungerer optimalt.
"For at få seniorførtidspension skal man være syg, men her er et eksempel på, at man godt kan være syg og alligevel ikke berettiget til pensionen," siger Mette Frederiksen og henviser til Fagbladet FOAs historie om den 63-årige, tidligere social- og sundhedshjælper Kate Pedersen, som døjer med blandt andet en nedslidt hofte, depression, diabetes, hjertesvigt, men fra en hjerneblødning, nedsat lungefunktion og har problemer med at gå mere end 100 meter ad gangen, men som alligevel har fået afslag på seniorførtidspension.
"Visitationskriteriet skulle tage udgangspunkt i nedslidning, og her kunne en person som Kate komme på tale. Men for mig er det afgørende, at man godt kan være nedslidt uden at være syg,” siger hun.
Tror på mindre aftale
Selvom Mette Frederiksen erkender, at seniorførtidspensionsordningen ikke fungerer, som den skal, er det ikke hendes hovedfokus.
”Jeg vil gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan forbedre seniorførtidspensionen, men jeg er mere optaget af retten til tidligere folkepension,” lyder det fra partiformanden, som dog ikke tror på en aftale inden et kommende folketingsvalg.
"Hvis vi kommer i mål med noget, så vil det blive en mindre aftale om justering af seniorførtidspensionen – og hvilke kriterier der ligger til grund for at opnå den. Men i virkeligheden ser jeg helst en helt anden ordning," siger hun.