Annonce

Ny undersøgelse om sårbare børn på vej


Hvordan lykkes nogle dagtilbud bedre med at skabe virkningsfuld pædagogik for børn i udsatte positioner? Det er to forskere i gang med at undersøge.

Annonce

Dagplejer Camilla Rothgarn fra Odsherred har medvirket i undersøgelsen om virkningsfuld pædagogik for børn i udsatte positioner. Jørgen True

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Omkring hvert femte barn i Danmark vokser op i omstændigheder, der påvirker deres udviklingsmuligheder og gør det vanskeligt for dem at klare sig i skole- og uddannelsessystemet.

Blandt andet derfor fremsatte regeringen tidligere på året et forslag om at afsætte en milliard kroner på den kommende finanslov til børn fra sårbare familiers første 1.000 dage. Pengene skal blandt andet gå til flere pædagoger, og pædagoger og dagplejere, som arbejder med de helt små, sårbare børn, skal efteruddannes bedre.

Professor Charlotte Ringsmose fra Danmarks Pædagogiske Universitet mener, at udspillet er et nødvendigt skridt i retning mod at skabe en bedre start på livet for de sårbare børn.

Kig også på kvaliteten

“Det er positivt, at regeringen vil forbedre normeringen og uddannelsesniveauet i dagtilbud med mange 0-2-årige børn fra sårbare familier. Men det også vigtigt, at vi konstant kigger på selve kvaliteten i dagtilbuddene,” siger Charlotte Ringsmose til Fagbladet FOA.

Kvaliteten i et dagtilbud afhænger nemlig ikke kun af uddannelsesniveau og normering, understreger hun.

“For eksempel har graden af deltagelsesmuligheder og stimuleret opmærksomhed fra voksne en afgørende betydning for børn i udsatte positioner. Faktorer, som ikke kun afhænger af normering, men også hvor engagerede og nærværende de voksne er,” tilføjer Charlotte Ringsmose.

Sammen med sin kollega Lone Svinth er hun i gang med at undersøge, hvordan dagtilbud lykkes med at skabe virkningsfuld pædagogik for børn i udsatte positioner. Undersøgelsen forventes færdig i slutningen af året. 

Undersøgelse om virkningsfuld pædagogik

Hvordan lykkes dagtilbud med skabe gode udviklingsmuligheder og mindske konsekvenserne af den negative sociale arv – på trods af en relativ høj andel af børn i udsatte positioner? Det er forskerne Charlotte Ringsmose og Lone Svinth fra Danmarks Pædagogiske Universitet i gang med at undersøge.

Blandt andet har de besøgt 20 dagtilbud i relativt belastede boligområder og med relativt mange børn i udsatte positioner. Dagtilbuddene er udpeget af bl.a. forvaltninger og forskere som værende særligt virkningsfulde.

Projektet er finansieret af Fremfærd under projektledelse af FOA, BUPL og KL og forventes at være færdig i slutningen af året.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev