Annonce

Illustration af børn med sværd der leger rollespil

10 gode råd til at arbejde pædagogisk med rollespil


Rollespil kan få børnene ud af computerrummet og give dem gode oplevelser i naturen. Her får du 10 gode råd til hvordan i kan arbejde pædagogisk med rollespil på din arbejdsplads.

Annonce

Det er vigtigt at man ikke går ned på våben. Rollespilsvåben og udklædning er vigtige for at børnene føler sig som en del af legen. Lilian Brøgger

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

Annonce

1. Kamp er o.k.

Vær ikke bange for, at det hele går op i slåskamp. Alle børn synes, det er vildt fedt at banke hinanden, når de får et rollespilsvåben i hånden. De ændrer fokus efter lidt tid. 

For nogle børn er det en gave at få lov til at få afløb for en frustrerende hverdag ved at tæske løs i en sikker ramme.

Læs også: Sådan får fritidshjem børnene væk fra skærmen

2. Få hjælp fra forening

Kontakt en lokal rollespilsforening, og spørg om de vil hjælpe med at lave jeres første rollespil. Fem frivillige unge rollespilsinstruktører og en masse låneudstyr kan give et brag af en start. Landsforeningen Bifrost hjælper gerne med at finde nærmeste forening.

3. Lån historier

Du behøver ikke bruge tid på at finde på rollespil. Du kan finde dem på nettet eller lav det sammen med andre fritidsinstitutioner, der er i gang.

Få idéer til spil her og her.

4. Gå ikke ned på udstyr

Rollespilsvåben og udklædning er vigtige for at børnene føler sig som en del af legen. En typisk fejl er at starte med at lave våben. Det er ressourcekrævende, børn mister interessen, og nogle står uden våben, når I skal spille.

Lav, lån eller køb en bunke våben. Senere kan I lave våben med børn, der synes det er fedt.

Læs også: Derfor bliver børn lykkeligere af rollespil

5. Arbejd med sociale relationer

Ved for eksempel at give et barn, der står svagt socialt, en vigtig evne, kan du vise de andre, at det kan være sjovt at lege med ham – også uden for rollespillet. Eller sæt hold, så børn leger på tværs af fasttømrede grupperinger.

6. Brug konflikter positivt

Uenigheder vil opstå mellem børnene. Det er fint. Brug det til at lære dem at håndtere konflikter.

7. Lav elastik i sværhedsgraden

Design spillet, så de yngste børn kan nøjes med at fokusere på at løbe med og slås, og de ældste kan optjene evner som at hele andre. Evnerne kan laves på kort, du laminerer, så de holder fra gang til gang. Det sikrer interessen.

8. De magiske tre

Inddel børnene i tre hold. Det giver en bedre dynamik end et spil med to hold, for det lægger op til skiftende alliancer og fjendskaber.

9. Aftal hentetid

Hjælp børnene med at aftale med forældrene, at de først hentes f.eks. klokken fire den dag, de spiller rollespil. En fast dag om ugen eller måneden gør det nemmere.

10. Tag udgangspunkt i børnenes interesser

Hvis en gruppe spiller Diablo i computerrummet hver eftermiddag, så lad rollespillet foregå i det univers. Det behøver ikke handle om orker. Sluk spillet og sig: Kom, nu går vi ud og spiller Diablo! Det gider de godt.

Kilder: Pædagogmedhjælper Morten Bøgeskov Will og Jesper Kristiansen, projektleder Rollespilsfabrikken.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev