Da jeg var 35, anede jeg ikke, at jeg skulle være social- og sundhedsassistent. Jeg arbejdede som tandklinikassistent, men ledte efter nye udfordringer. Trods nul erfaring fik jeg et vikarjob på et plejehjem for demente. Efter første vagt vidste jeg, at sosu-faget var mit kald. Det lyder som en kliché, men det var sådan, det var.

Få år senere i 2006 stod jeg som nyuddannet social- og sundhedsassistent. Uden problemer kunne jeg arbejde 60 timer om ugen og stadig have overskud til venner, tøjvask, bagning og at være glad. Det fik en nattevagt sat en stopper for.

8. juli 2012 møder jeg ind på nattevagt på Specialdøgninstitutionen Ternevej i Horsens, et bosted for unge, hvor jeg har fået fast job. Ved midnatstid ringer en beboer. Lad os kalde ham Peter. Han er i byen og beder mig bestille en taxa. Det gør jeg. Tre kvarter senere er han hjemme på institutionen.

Peter er fuld og vred, og han begynder at overfuse og skubbe mig. Jeg trykker på alarmen, så den nattevagt, der sover på vagten, kan hjælpe. Der kommer ingen hjælp, og jeg flygter ind på kontoret. Jeg kan høre, at Peter er ved at smadre vinduer og møbler. Det er voldsomt, og jeg ringer efter politiet.

Der er to afdelinger på institutionen. Den anden er en aflastningsafdeling for handicappede børn. Her bor en 13-pige, som Peter tidligere har truet. Peter begynder at smadre glasdørene ind til den afdeling. Instinktivt hopper jeg ud ad vinduet og løber bagom for at komme ind på den anden afdeling. Jeg er ikke hurtig nok.

I døråbningen ind til den 13-årige pige står Peter. Jeg råber til ham, at han ikke skal røre hende. I stedet hopper Peter i hovedet på mig. Han slår og sparker mig. Efter få minutter kommer politiet. De tager Peter med, og jeg bliver sendt på skadestuen.

Jeg er ikke kommet voldsomt til skade, men tårerne overmander mig, da jeg endelig kommer hjem. Jeg får fri en uge til at sunde mig. Tilbage på jobbet føler jeg mig svigtet. Overfaldet bliver bagatelliseret, og jeg føler ikke, at jeg bliver taget alvorligt. En følelse af skyld vokser i mig.

Fire måneder efter overfaldet skal jeg forklare politiet, hvad der skete den nat. Da jeg kommer ud fra stationen, knækker jeg sammen. Jeg græder, ryster og kan ikke trække vejret. Samme dag melder jeg mig syg.

De næste tre år skifter jeg læge fire gange. Alle siger, at det bare er en krise, jeg skal over. Jeg får det bare ikke bedre. I 2014 ser en psykiater mig.

”Cecilia, jeg kan se, at du har PTSD,” siger han. I 2016 får jeg også Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings ord på, at overfaldet har givet mig PTSD.

I dag knap seks år efter overfaldet sidder jeg som 49-årig for det meste alene hjemme med min posttraumatiske belastningsreaktion PTSD og angst. Jeg kan ikke være i selskaber med mange mennesker, og jeg har mistet de fleste af mine venner.

Jeg ved, at jeg aldrig bliver den samme glade Cecilia, der klarede det hele i et snuptag. Og jeg kommer heller ikke til at kunne gøre en forskel for mennesker med udfordringer igen. Hver dag savner jeg mit gamle liv og jobbet som social- og sundhedsassistent.

Så jeg maler og tegner, når mit hoved ikke kan finde ud af andet. Det beroliger og hjælper mig at udfolde min kreativitet.

Camilla Madsen tiltrådte som leder af Specialdøgninstitutionen Ternevej for et år siden. Hun kender derfor ikke Cecilia Vestergaards sag.

”Men det er trist, når en medarbejder har den oplevelse. Jeg kan kun sige, at vi har nogle klare retningslinjer om, hvordan vi håndterer voldsomme hændelser. Der er altid en, der kan tage hånd om den eller de involverede straks efter episoden. Og hvis der er mulighed for det, gør jeg det selv. Derudover holder vi debriefing og tilbyder psykologhjælp, og så følger jeg selvfølgelig op på, hvordan medarbejderne har det,” siger Camilla Madsen.