Efter planen går forhandlingerne om fornyelse af vores overenskomster i gang i starten af januar. Det kan godt gå hen og blive en forhandling, som ikke ligner nogen tidligere. Og en forhandling, som vil trække på solidariteten mellem de offentligt ansatte i endnu højere grad end tidligere.

I virkeligheden er overenskomstspillet allerede gået i gang. Vi har nemlig i enighed meddelt de offentlige arbejdsgivere, at vi ikke er parate til at indlede forhandlingerne, før arbejdsgiverne og lærere og undervisere er kommet godt i gang med at erstatte lovindgrebet i 2013 i deres arbejdstidsregler med en egentlig arbejdstidsaftale. Alle andre har aftaler om arbejdstiden, og det skal lærere og undervisere også have.

Der bliver også brug for solidaritet, når de offentlige arbejdsgivere lægger ud med, at de offentligt ansattes lønudvikling ligger over de privatansattes. Det er ren talmagi fra arbejdsgivernes side. Vi er ikke løbet fra det private arbejdsmarked. Vi bliver nødt til at stå sammen mellem de statsansatte og de kommunalt og regionalt ansatte om kravet om, at vi vil have en lønudvikling, som udvikler sig parallelt med de privatansattes. 

Og sammenholdet skal igen stå sin prøve, når især de statsansatte skal bevare den arbejdsgiverbetalte frokostpause, som de i praksis har haft i årtier uden at skrive den ned. Og ikke mindst er der brug for at stå sammen i forhold til kravet om at afsætte penge til at gøre indhug i den kønsbestemte uligeløn og til et særligt løft til de lavestlønnede, som Sundhedskartellet, Socialpædagogernes Landsforbund og BUPL i fællesskab har rejst. 

Det kneb med solidariteten, da lærere og undervisere blev lockoutet i 2013, og det har ved flere overenskomstrunder knebet med at støtte kampen for ligeløn og lavtlønnede. Denne gang er jeg meget mere optimistisk på solidaritetens vegne.