“Det er surt at skulle vende hver eneste krone. Vi kan hverken spare op til ferie eller gå i biografen. Når de faste udgifter er betalt, er der ikke råd til sjov i hverdagen,” fortæller 32-årige Angelika Westerberg, der er gift og mor til to.
Læs også: Susanne på deltid: Spænder ben for efterlønnen
Hun har siden februar 2017 været fastansat på et bosted for fysisk og psykisk handicappede i Slagelse. 27,5 time er hendes ugentlige arbejdstid.
Angelikas højeste ønske er at komme på fuld tid for at forbedre familiens økonomi. Efter skat ville et fuldtidsjob betyde mindst 1.000 kroner mere om måneden.
Ingen fuldtidsstillinger at søge
Siden hun blev færdiguddannet som pædagogisk assistent i november 2016, er hun kun stødt på to fuldtidsstillinger inden for sit arbejdsområde i Slagelse Kommune.
Læs også: Deltidsansatte går glip af ekstra timer
“Der er ikke noget at vælge imellem. Du er tvunget på deltid. Et job i kommunen er typisk på højst 30-32 timer, en del er endda kun på 15-20 timer. En tendens, som, jeg tror, handler om besparelser,” siger Angelika Westerberg.
Overvejet ekstra job
For at forbedre sin indtjening tager hun vikartimer på sin arbejdsplads. Hun har desuden overvejet at tage et job mere.
Læs også: Hver anden ansat i omsorgsfag på deltid
“Jeg har skiftende arbejdstider, så det vil være svært at få et ekstra job indpasset. Desuden vil jeg også gerne have fri sammen med mine børn,” siger Angelika Westerberg, der arbejder hver anden weekend. Hun er skuffet over, at uddannelsen ikke har bragt hende nærmere et job på fuld tid.
Tidligere klarede hun sig med vikarjob. Inden uddannelsen var hun vikar på bostedet, hvor hun nu er ansat. “Jeg vil gerne vise mine børn, at uddannelse betaler sig. Være en god rollemodel. Men det er jo ikke ligefrem det indtryk, de får.”
Fuld tid er OK-krav fra FOA
Den enkelte skal sikres ret til at komme på fuld tid, såfremt vedkommende ønsker det. Sådan lyder et af FOAs krav til de kommende overenskomstforhandlinger. Kravene blev udtaget ved et møde 12. oktober i København.
Ret til ledige timer
Når der opstår permanente ledige timer til besættelse, har kommunen pligt til at tilbyde de ledige timer til allerede ansatte medarbejdere, som er på deltid.
Kilde: ‘Aftale om deltidsansattes adgang til et højere timetal’, indgået mellem KL og det tidligere KTO (på vegne af blandt andre FOA) på baggrund af trepartsaftalerne i 2007. En tilsvarende aftale er indgået med regionerne.
#FuldtidJaTak
Rundt om i landet sætter FOA Ungdom løbende fokus på problemet med tvungen deltid gennem kampagnen #FuldtidJaTak.
Følg kampagnen på Facebook, hvor der er argumenter, eksempler og gode råd.
Del dine erfaringer
Hvad er det værste ved at være på deltid? Og det bedste? Del dine erfaringer på Fagbladet FOAs Facebook-side.