Annonce

Værdighedskort.

Tema: Værdighed i ældreplejen

Så meget bruger din kommune på flere hænder i ældreplejen


Få overblikket over, hvilke kommuner der har valgt at bruge flest penge fra værdighedsmilliarden til at ansætte mere personale.

Annonce

På danmarkskortet kan du se, hvordan kommunerne har brugt pengene fra værdighedsmilliarden. Danmarkskort af FOAs analyseafdeling.

Af Merete Nielsen
Journalist

Annonce

Størstedelen af pengene fra den såkaldte værdighedsmilliard går til lønudgifter og dermed mere personale i ældreplejen. Det fremgår af de redegørelser, som kommunerne har meldt ind til Sundheds- og Ældreministeriet.

Samlet set vil kommunerne bruge 66,3 procent af milliarden til at ansætte nyt personale. Det er godt 662 millioner kroner til flere hænder. Det kan for eksempel være social- og sundhedshjælpere og -assistenter, og det kan være andre faggrupper som sygeplejersker og ergoterapeuter.

Store forskelle mellem kommunerne

FOAs analyseafdeling har samlet oplysningerne i et danmarkskort, så det er nemt at se, hvordan de enkelte kommuner har prioriteret pengene. 

Eksempelvis vil Københavns Kommune bruge 82,7 procent af deres andel til mere personale, mens en kommune som Rudersdal nøjes med 23,2 procent. I stedet vil Rudersdal bruge næsten 60 procent på anskaffelser, der for eksempel kan være byggeri eller ny velfærdsteknologi.

Også når det gælder kompetenceudvikling, er der store forskelle på prioritering. Brøndby Kommune bruger 42,4 procent, mens Brønderslev ikke bruger så meget som en krone af deres andel af værdighedsmilliarden til kurser og lignende. Her går næsten alle pengene til mere personale. 

FOA: Godt med flere penge, men …

Karen Stæhr, formand for Social- og sundhedssektoren i FOA, glæder sig over, at størstedelen af pengene bliver brugt på flere medarbejdere. For det er der i den grad brug for, siger hun. 

”Samtidig må jeg sige, at der er skåret så meget på ældreområdet, at pengene slet ikke slår til. Derfor kan det give god mening at prioritere dem til en bedre normering i aften- og nattevagter, hvor vi ved, at mange ofte er alene med en stor gruppe demente borgere.” 

Værdighedspolitikken skal leve

Ud over de ekstra penge er sektorformanden glad for, at værdighed er et emne, der bliver diskuteret i kommunerne. Hun opfordrer til, at man som medarbejder læser sin kommunes værdighedspolitik og bidrager til, at den lever på arbejdspladserne.

”Det er mit håb, at værdighedspolitikkerne vil blive brugt i hverdagen som en rettesnor, så det ikke bare er et dokument på kommunernes hjemmesider,” siger hun.

Værdighedsmilliard

  • Ved Finansloven for 2016 afsatte regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti en milliard kroner, der skal fordeles mellem landets kommuner på baggrund af en fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet
  • Milliarden er bevilget i 2016 og hvert år fremover og skal bruges ud over det vedtagne budget 
  • Kommunerne skal udforme og offentliggøre en værdighedspolitik, som skal beskrive overordnede værdier og prioriteringer for personlig hjælp, omsorg og pleje inden for ældreområdet.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev