Kommunaldirektørernes løn er steget med knap 68.000 kroner mere om året end social- og sundhedshjælpernes. Det viser tal over gennemsnitlige lønstigninger fra 2011 til 2016 fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
De generelle lønstigninger, der gælder for alle, forhandles altid i procent ved overenskomstforhandlinger. Eftersom kommunaldirektøren får en højere løn end social- og sundhedshjælperen, vil direktørens løn derfor stige mere i kroner og ører.
”Når man får procentvis stigning, er det med til at cementere og fastholde forskellene mellem højtlønnede og lavtlønnede. Det gør det umuligt at løfte de lavtuddannede, der får den laveste løn,” siger formand for FOA Dennis Kristensen.
Hver måned tikker der 115.664 kroner ind på kommunaldirektørens lønkonto i 2016. Til sammenligning tjener social- og sundhedshjælperen 24.451 kroner om måneden.
Stort ansvarsområde
En del af forklaringen på de høje lønninger kan ifølge arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen være, at kommunaldirektører i dag har et større ansvarsområde efter kommunalreformen i 2007.
”Kommunaldirektører leder større enheder, hvor de let kan have 5.000 ansatte under dem. Københavns Kommune er for eksempel Danmarks største arbejdsplads målt i antal ansatte. Derfor er deres ansvarsområde steget meget i forhold til tidligere,” siger Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns universitet.
Dennis Kristensen mener, at spørgsmålet bliver, hvad man vægter som det største ansvar:
”Er det ansvaret for den kommunale drift eller ansvaret for et andet menneske, der har størst værdi? Det er det, diskussionen handler om. Og jeg mener, at der medfølger et kæmpe ansvar, når man som social- og sundhedshjælper har med mennesker at gøre,” siger Dennis Kristensen.
Det koster at have dygtige ledere
Hos Kommunernes Landsforening er man enig i, at både kommunaldirektøren og social- og sundhedshjælperen udfylder en vigtig funktion. Men chefforhandler Michael Ziegler er tilfreds med, at den generelle løn for begge grupper stiger i procent.
”Hvis man fik lønstigning i kroner og ører, ville det føre til, at alle fik det samme i løn over tid. I kommunerne er vi interesserede i at ansætte dygtige ledere – og det koster,” siger chefforhandler i KL, Michael Ziegler.
Han peger på, at de dygtige ledere vil hoppe over i den private sektor, hvis ikke der er et nogenlunde lønniveau for kommunale direktører. Og det kan have konsekvenser for kommunen.
”Hvis direktøren er dårlig, vil der komme dårlig styring af kommunen, som kan forringe økonomien og føre til fyringer. Derfor er det vigtigt, at lederen er dygtig. Og sammenlignet med private ledere, synes jeg ikke, at kommunaldirektørernes løn er ekstravagant,” siger chefforhandler i KL, Michael Ziegler.
FOA inviterer til debat om løn på Folkemødet på Bornholm torsdag den 16. juni klokken 17:30-18:15. Debatten bliver også livestreamet på FOA's Facebookside.