Annonce

Paneldebat med en bunke pengeposer

Folkemødet: Sosu’s løn stiger til 44.000 kroner


Kommunaldirektørens løn skal sættes ned, og overskuddet skal fordeles mellem til sosu-hjælperen og pædagogen. I hvert fald hvis det står til FOA og BUPLs formænd, der på Folkemødet debatterede løn med KL's chefforhandler.

Annonce

'Pengebunker' blev rykket frem og tilbage mellem kommunaldirektøren, sosu-hjælperen og pædagogen under debat om løn og værdi på arbejdsmarkedet på Folkemødet på Bornholm.  Pelle Rink

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Af Merete Nielsen
Journalist

Annonce

Social- og sundhedshjælperens, pædagogens og kommunaldirektørens løn og værdi på arbejdsmarkedet var til debat på Folkemødet, da FOA-formand Dennis Kristensen, formand for BUPL Elisa Bergmann og chefforhandler hos Kommunernes Landsforening Michael Ziegler tørnede sammen.

Der gik ikke lang tid, før en ’pengebunke’ med en værdi af 44.000 kroner lå foran social- og sundhedshjælper Helle Christensen. Det skulle være hendes nye løn, hvis det stod til Dennis Kristensen og Elisa Bergmann. I stedet skulle kommunaldirektøren gå ned til 67.000 kroner. 

”Kommunaldirektørens arbejde ville ikke være meget værd, hvis der ikke var nogen, der stod ansigt til ansigt med borgerne,” sagde Dennis Kristensen til et klappende publikum. 

I dag tjener en sosu-hjælper i gennemsnit 24.451 kroner. Noget højere på lønstigen ligger kommunaldirektøren med sine 115.664 kroner. 
 

Læs også: Kommunaldirektørernes løn er steget 68.000 kroner mere end sosu-hjælpernes

Løn er ikke retfærdigt
Michael Ziegler mente ikke, at kommunaldirektørens penge skal gå til lønstigninger til sosu-hjælperen og pædagogen. De er nemlig langt flere ansatte.

”Der er kun 98 kommunaldirektører. Hvis man tager 100.000 kroner fra kommunaldirektørerne og fordeler det på sosu-hjælperne, ville de kun få 150 kroner ekstra om måneden,” sagde Michael Ziegler.

Han mener, at de høje lønninger til kommunaldirektører handler om at kunne rekruttere de dygtigste. 

”Vi skal væk fra den umiddelbare misundelse. Løn handler ikke om retfærdighed, det handler om markedsværdi - og den er større hos kommunaldirektøren,” sagde Michael Ziegler.

Alle tre job er vigtige

”Jeg synes ikke, man bare skal finde sig i uretfærdighed. Kommunaldirektørens arbejde er meget vigtigt – men ikke vigtigere end sosu-hjælperens og pædagogens,” sagde Elisa Bergmann. 

Kommunaldirektør i Hedensted Kommune Jesper Thyrring Møller var enig i, at de alle tre har meget ansvar:

”Mine kollegers job er mindst lige så ansvarsfulde som mit. Men hvis jeg laver en fejl, vil det gå ud over 4.000 personer. Derfor er værdidiskussionen ikke så enkel endda.”
 
Grafik over lønniveau.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev