Annonce

Kvinde i lyst sommertøj omgivet af store grønne træer

Tema: Arbejdsskade

Sosu raser over IT-bøvl i arbejdsskadesag


Sosu-assistent røg op i det ildrøde felt, da behandlingen af hendes arbejdsskade af sære årsager trak i ekstra langdrag.  

Annonce

Det kan godt betale sig at brokke sig, har social- og sundhedsassistent Karin Nielsen erfaret. Hun blev rasende over en uforståelig forsinkelse af sin arbejdsskadesag, og raseriet gav resultat. Lars Horn/Baghuset

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

 ”Hvis jeg føler mig trådt på, så gør jeg noget ved det,” siger social- og sundhedsassistent Karin Nielsen til Fagbladet FOA som forklaring på, at hun har tilsendt Arbejdsskadestyrelsen (som pr. 1.7 i år hedder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) en harmdirrende klage.

Hun synes som mange andre med en arbejdsskade, at sagsbehandlingen i styrelsen er rigelig langvarig i forvejen, så da hun opdagede, at et banalt IT-problem havde trukket hendes sag i yderligere langdrag, blev hun rasende.

”Min sag stod helt stille i et halvt år, fordi Arbejdsskadestyrelsens computere ikke kunne modtage dokument-filer fra min kommune. De var for store. Jeg har aldrig hørt noget lignende! Da jeg gik på IT-kursus for mange år siden, lærte jeg da at komprimere en fil,” siger Karin Nielsen.

Arbejdsulykke udvikler sig

Hun blev i 2004 udsat for en arbejdslykke under sit arbejde på Aalborg Sygehus. En patient besvimede, og Karin Nielsen fik en diskusprolaps, da hun forsøgte at afbøde patientens fald.

Efter en sygeperiode arbejdede hun videre som sosu-assistent til 2013, hvor hendes konstante smerter i ryggen ikke længere kunne holdes nede af piller. Diskusprolapsen havde vokset sig stor og måtte opereres.

Karin Nielsen arbejder i dag i fleksjob 12 timer om ugen, hvor hun underviser i sundhedsfremme.

Klage sætter skub i tingene

Rygproblemerne blev anmeldt som erhvervssygdom i 2013, og Karin Nielsen gennemgik herefter en række undersøgelser, der skulle afdække hvor meget sygdommen have hæmmet hendes arbejdsevne. Men herefter gik alt i stå.

”Så er det, jeg finder ud af det her med de for store filer. Jeg troede, det var løgn, og jeg synes, at der blev gjort grin med mig,” siger Karin Nielsen, der udover at tilsende Arbejdsskadestyrelsen sin klage, meddeler, at hun vil henvende sig til FOA og til pressen.

”Og så kan de på mystisk vis pludselig sende de filer. Det kan jeg blive rigtig harm over, for hvorfor sker der først noget, når jeg brokker mig?, siger en forundret Karin Nielsen, der nu selv har modtaget de famøse 176 A4 sider, som IT-problemerne angiveligt har drejet sig om.

Ingen kommentarer fra de ansvarlige

Fagbladet FOA har bedt Arbejdsskadestyrelsen om en kommentar, men styrelsen ønsker ikke at udtale sig, fordi det drejer sig om en konkret sag.

Fagbladet FOA har gjort opmærksom på, at styrelsens tavshedspligt i forhold til private oplysninger næppe kan omfatte angivelige IT-problemer, men det har ikke ændret Arbejdsskadestyrelsens beslutning.

Karin Nielsen venter fortsat på den endelige afgørelse af sin sag. Men der er kommet fart på tingene efter hendes klage. Hun har netop fået anerkendt sin rygsygdom og fået godtgørelse for mén.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der ikke orker at beklage sig. Hvad sker der med dem?,” spørger Karin Nielsen.

Sagsbehandling for arbejdsskader

Sagstype

Sagsbehandlingstid 2015 (gennemsnit)

Forventet sagsbehandlingstid 2016 (gennemsnit)

Alle arbejdsskadesager

Ca. 8 måneder

Ca. 10-12 måneder

Afviste sager

Ca. 6 måneder

Ca. 6 måneder

Anerkendt uden erstatning

Ca. 10 måneder

Ca. 10 måneder

Anerkendt med mén

Ca. 14 måneder

Ca. 13 måneder

Anerkendt med mén og erhvervsevnetab

Ca. 26 måneder

Ca. 27 måneder

 Kilde: Arbejdsskadestyrelsen


Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev