Risikoen for at udvikle en depression er høj blandt FOAs medlemmer, og inden for bare to år har ti procent døjet med sygdommen på egen krop, viser en ny medlemsundersøgelse.
“Vi taler om omsorgspersonale, og deres arbejde kræver et særligt overskud. Af samme grund er de også i større risiko for at gå ned med flaget, når de oplever problemer,” siger psykolog Johanne Bratbo til Fagbladet FOA. Hun er projektleder på kampagnen En Af Os, der bekæmper tabuer om psykisk sygdom.
Hver femte rammes
Knap hver femte dansker vil på et tidspunkt i løbet af livet udvikle en depression, fortæller overlæge og professor i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech.
“Derfor må det siges at være en høj andel af FOA-medlemmer, der har haft en depression inden for så kort tid,” siger han til Fagbladet FOA.
”Stress og belastende arbejdsmiljø øger risikoen for depression. Det samme gør visse livsstilsuvaner som for eksempel rygning og for lidt motion, og måske er dette overrepræsenteret blandt FOAs medlemmer,” fortsætter Poul Videbech.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Samtidig er behandling vigtig. For hvis en depression ikke behandles fornuftigt og i tide, stiger risikoen for, at den vender tilbage eller i værste tilfælde udvikler sig til en kronisk tilstand, påpeger professoren.
Vær åben
Den tidligere pædagogmedhjælper Susser Karina Hansen holdt sin depression hemmelig for kollegerne. Det betød, at hun ofte græd alene på personaletoilettet og skammede sig. I dag har hun et vigtigt råd:
”Vær åben om din sygdom, selvom det er svært, for ellers oparbejder du en følelse af at være den eneste i verden, der har det skidt.”
Fakta: FOA-jobs hårdt ramt
Rengøringsassistenter og køkkenmedhjælpere placerer sig som nummer to og fire på listen over, hvilke job der har størst risiko for at udvikle en depression. Også pædagogmedhjælpere, sosu’er og portører er i større fare for depression end gennemsnittet.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, maj 2015