For fem år siden sad Maria Skovlund Lasman ofte tilbage med én bestemt, gnavende følelse, når hun hørte sin mor og kusine snakke om deres arbejde som husassistenter.
Hun var jaloux.
Og det på trods af, at de to kvinder sjældent fortalte om, at der faldt skulderklap af, når et bord blev tørret helt rigtigt af, eller sengen var redt til perfektion.
”Men det lød virkelig hyggeligt, at man kommer ud og møder så mange forskellige mennesker. Jeg er simpelthen så snaksalig, og mange af dem, man gør rent hos, er jo desværre ensomme. Så det var vildt tiltalende for mig at komme ud og føle, at man gør en forskel for nogen, der ligeså godt kunne have været mine bedsteforældre,” siger 27-årige Maria Skovlund Lasman.
Maria Skovlund Lasmans ekstraordinære omsorgsgen har været det brændstof, der har holdt hende til ilden i de seneste fire år, hvor hun har arbejdet som husassistent i Servicekorpset i Køge Kommune.
Det er også en af grundene til, at hun nu er en af de unge, der er kåret som Velfærdens Talent 100. En begivenhed, hvor der bliver udpeget 100 velfærdstalenter, som skal hyldes på Christiansborg den 30. maj.
Deler ud af sig selv
Maria Skovlund Lasman er god til hurtigt at danne tillidsfulde bånd til de – ofte ældre – mennesker, hun gør rent hos, for hun deler ud af sig selv. Hun fortæller om den konfirmation, hun har været til i weekenden, eller hvad hun glæder sig til at lave, når hun får fri. Den slags ting de ældre ikke længere selv er en del af. Det får også de ældre til at åbne sig op.
”De spørger tit ind til det, jeg har fortalt, når vi ses igen, så jeg føler, at jeg har en betydning for dem. Nogle siger, at det er en gave for dem, at jeg kommer, for så er der både dejligt selskab, og de får dæleme også gjort rent oveni. Næsten ligegyldig, hvor dårlig en dag de har haft, når jeg kommer, har de et smil på læben, når jeg går derfra,” siger Maria Skovlund Lasman.
Hun fortæller, at det dog er en hårfin grænse, for hun prøver på ikke at dele decideret private ting. Desuden holder hun øje med, hvem der bliver mere ensomme af at høre om hendes oplevelser. Dem tager hun særligt hensyn til ved at bringe andre emner op end sociale begivenheder.
”For mig er rengøring ikke bare rengøring. Jeg er der, fordi de har brug for mig, og jeg hjælper dem med noget, de ikke kan,” siger hun og fortæller, at hun genkender sig selv i nomineringen til Velfærdens Talent 100, hvor hun bliver beskrevet som ’omsorgsfuld’ og som en, der ’har borgerne i fokus’.
Modbeviser fordomme
Til trods for Maria Skovlund Lasmans smittende væsen, er det ikke altid en dans på roser dagligt at have med skæbner fra alverdens forskellige livsbaner at gøre.
Af og til bliver hun mødt af fordomme om, at hun ikke er til at snakke med eller kan gøre ordentligt rent, fordi hun er så ung, at hun kan være nogle borgeres barnebarn. Til det svarer hun blot, at det er sandt, men at hun er kommet for at arbejde, fortæller hun.
”De første par gange, jeg blev mødt på den måde, blev jeg faktisk ret stødt. Jeg synes ikke bare, de kunne dømme mig på min alder. Men så gør man jo lidt ekstra for at bevise, at jeg altså godt kan gøre rent, og at deres fordom ikke passer,” siger Maria Skovlund Lasman.
Netop fordi rengøringsarbejde og dets menneskelige dimension tit bliver overset, føles det ifølge husassistenten ekstra godt at få et klap på skulderen for sin personlighed og evner.
”Det er sindssygt vigtigt for mig. Det føles godt at blive anerkendt med sådan en pris. Jeg tror ikke, det altid er fordi, folk ikke vil anerkende vores arbejde, men det er bare lidt usynligt. Men når man selv står i en situation, hvor man lige pludselig ikke kan gøre rent, får man øjnene op for, hvor meget det kan påvirke ens humør, hvis der er klamt over det hele,” siger Maria Skovlund Lasman.