Annonce

Kvinde, der tager sig til hovedet.

Tema: Stress

3 ting du skal gøre, hvis du bliver ramt af stress


Se her, hvilke stress-symptomer du skal være opmærksom på, og få tre tips til, hvad du skal gøre, hvis du bliver ramt.

Annonce

Op mod 500.000 danskere går hvert år til lægen, fordi de føler stress. Hvis du selv bliver ramt, er det vigtigt, du reagerer på symptomerne - venter du for længe, kan lidelsen udvikle sig til sygdom. Colourbox

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

På arbejdet har du svært ved at koncentrere dig, du føler dig udmattet, og selv små opgaver kan føles helt uoverkommelige. Når du kommer hjem, sidder følelserne ude på tøjet, og du bliver let vred eller ked af det over misforståelser og små konflikter. 

Det lyder ubehageligt, men ikke desto mindre er det virkeligheden for de tusindvis af danskere, der hvert år bliver så syge på grund af stress, at de må skifte jobbet ud med et liv på sygedagpenge eller kontanthjælp. 

Opdag stress i tide

For at undgå at den stress, som rigtigt mange oplever kortvarigt, udvikler sig til langvarig sygdom, gælder det om at være opmærksom på symptomerne, forklarer Jesper Kristiansen, seniorforsker hos  Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 

"Inden stress for alvor rammer, får man en række fysiske og psykiske tegn. Eksempelvis  reagerer man voldsommere følelsesmæssigt med vrede og irritation." 

"Derudover kan hukommelsen og koncentrationen svigte. Men man oplever også kropslige symptomer som svedeture, hjertebanken, og nogle mærker også smerter visse steder i kroppen," siger han. 

Stress rammer forskelligt

Jesper Kristiansen understreger dog, at de helbredsproblemer, der kan opstå efter langvarig stress, ikke ligesom kropslige sygdomme passer ind i en skabelon. 

"Det er ikke alle, der får alle de her symptomer. Og ikke alle får de samme symptomer. Det er også det, som gør stress så kompliceret," siger han. 

Hvis du har symptomer på stress, er det derfor vigtigt at få reageret hurtigt, så du undgår de alvorlige fysiske og psykiske lidelser, der ofte følger med i kølvandet på lidelsen. 

3 ting du skal gøre, hvis stress rammer dig

  • Arbejdsplads. Føler du dig stresset, er første skridt at tale med din leder og/eller lokale arbejdsmiljørepræsentant og tillidsmand.
  • Lægen. Hvis ikke arbejdspladsen kan hjælpe dig, er det en god ide, at du opsøger din praktiserende læge. Her kan du få en diagnose og rådgivning til fx sygemelding. Giver lægen dig en stress-diagnose, skal du kontakte din arbejdsplads og fagforening og høre, hvilken hjælp de kan tilbyde. I nogle tilfælde kan du eksempelvis af din arbejdsplads få tilbudt psykologhjælp.
  • Psykolog. Kan du ikke få psykologhjælp gennem arbejdspladsen, kan du gennem din praktiserende læge få en henvisning til den rigtige psykolog, der kan hjælpe dig. 

Kilde: FOA

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev