800 kroner. Så meget er lønnen til au pair steget i juli 2015. Lønnen er steget fra 3.200 til 4.000, mens værtsfamilierne samtidig betaler kost og logi samt rejseudgifter og danskundervisning.
”Selvom lønstigningen er en positiv ting, så er lønnen stadig meget lav I forhold til, hvad en au pair laver I familiens husstand. I mange værtsfamilier behandler de deres au pair som en billig arbejdskraft,” siger talsperson for au pairs i FOA Jean Gocotano til Fagbladet FOA.
Ikke desto mindre er der sket et fald af antallet af opholdstilladelser til au pair i 2015 efter den nye lov. 1.908 fik i 2014 opholdstilladelse, og indtil videre er tallet 671 i 2015 viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
En fremskrivning af tallet viser, at kun 1.600 au pair vil få ophold i Danmark i år, hvilket er en bundrekord. Det er et fald på over 300, hvilket svarer til næsten hver sjette.
Au pairs er ikke bare billig arbejdskraft
Ifølge forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen, sender faldet i opholdstilladelser til au pair et signal om, at værtfamilierne kun er interesseret i billig arbejdskraft.
”Det er kedeligt, at beskedne forbedringer af au-pair-ordningen afholder nogle velhaverfamilier fra at bruge ordningen. Det sender et signal om, at mange velstillede danskere har været ude efter en ekstremt billig arbejdskraft i deres hjem,” siger han til Avisen.dk.
Jean Gocotano er af samme mening.
”Værtsfamilier ønsker en au pair, der kan klare rengøringen, børnepasningen og andre huslige opgaver, men de vil ikke betale en højere løn for det. Det indikerer tydeligt, at de ønsker en billig arbejdskraft. Samtidig er der flere eksempler på, at au pair arbejder mere end de 5 timer om dagen, der står i deres kontrakt,” siger hun.