Annonce

Dagen samler generationer om bordet: Her er de særlige øjeblikke 


Hvad får man, når man blander 11 skoleelever med en gruppe ældre borgere på et plejehjem og tilsætter en masse kartofler? En meget vellykket maddag.

Annonce

Til Maddag 2024 på Svendborg Friplejehjem – til venstre ses sosu-assistent Lene Mejlsbye. My og Julie fra 6. klasse på Inger Holst Skole serverer vin, og til højre sidder forstander Amina Rønnov. Tobias Stidsen

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

Et af de store øjeblikke under middagen på Svendborg Friplejehjem var, da beboeren Jens Christian spontant slog på glasset for at holde tale.
 
Han var kommet i tanker om noget, og det handlede om kartoflen – omdrejningspunktet for både middagen og årets Maddag. Det skulle gæsterne – de 11 elever fra 6. klasse på den nærliggende Ida Holsts Skole – høre.

Jens Christian er nemlig vokset op på landet i Sønderjylland, og her holdt man kartoffelferie i efteråret, da han gik i skole. Men ikke nødvendigvis i uge 42, hvor efterårsferien ligger i dag.

”Den største kartoffelbonde i området ringede til skolen og sagde, at nu var det tid til at høste kartofler, og så fik vi to ugers fri,” fortalte Jens Christian.

Han smilede og skålede i det glas hvidvin, han havde fået skænket.

Andre beboere fortalte også de unge bordherrer og -damer om deres kartoffelminder. Flere kunne huske, hvordan deres forældre gik foran med en greb og løsnede det gule guld fra de hyppede jordrækker, og så kravlede alle børnene bagefter på alle fire og samlede kartoflerne ind i sække. 

Tyvstart i Svendborg

Normalt er maddagen, som arrangeres af FOA og Kost- og Ernæringsforbundet, forbeholdt daginstitutioner, men i år har man for første gang valgt at invitere landets ældste og deres køkkener og plejepersonale med. Det er der 130 plejehjem landet over, som har takket ja til – et af dem er Svendborg Friplejehjem, som af praktiske årsager havde tyvstartet og holdt maddag den 24. september, en dag før alle andre.

Elever fra 6. klasse på Ida Holsts Skole deltog sammen med deres lærer Niels Junge. De rykkede madkundskabstimerne til plejehjemmets køkken, hvor køkkenleder Johanne Hansen hurtigt satte dem i gang med madlavningen.

Eleverne blev delt i tre hold: ét til forret, ét til hovedret og ét til dessert. De lavede kartoffelrösti, flødekartofler og kartoffelmazarinkage, mens Johanne forklarede, hvor vigtigt det er, at maden ser indbydende ud for de ældre.
 

Ét langt bord og blomster fra haven

Først skulle salen arrangeres med opstilling af borde og borddækning under supervision af nogle af plejehjemmets beboere, som med jævne mellemrum ankom med elevatoren i enten kørestol eller gående med rollator.

Alle 28 middagsgæster blev placeret ved ét langt bord. Snakken gik under og efter borddækningen. Julie fra Team Dessert havde god tid og satte sig hen til beboeren Jytte, der lige er flyttet ind for fire uger siden.

”Så kender jeg måske plejehjemmet bedre end dig, for jeg gik luciaoptog her for to år siden,” fortalte Julie.

Så slog forstander Amine Rønnov på glasset og bød velkommen – der har aldrig været et bord, der var så pænt dækket, sagde hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det flotteste bord i Svendborg Friplejehjems historie. Og helt sikkert også et af de hyggeligste. Tobias Stidsen
Minderne kan fordøjes længe
Dem, der har fordelt bordkortene har gjort det godt – unge og gamle og plejere sad godt blandet, og snakken går på kryds og tværs, mens de unge supplerede plejerne, når der skulle hældes vand op, stole skal skubbes helt ind til bordet, eller en serviet blev tabt på gulvet. 

”Det smager så dejligt,” lød det fra en af de ældre kvinder, der dog har skyndt sig at tilføje: ”Men det gør det hver dag.”


Til sidst sang hele bordet ’Nu falmer skoven trindt om land’. Men minderne om middagen får næppe lov til at falme lige med det samme.

”Det var en helt perfekt dag. Jeg smeltede fuldstændig, da en af eleverne stillede sig hen foran en af vores mest parkinson-ramte ældre og sagde tak for i dag, og at det var hyggeligt at møde ham,” siger Lene Mejlsbye, der havde været med til at arrangere dagen sammen med sin sosu-assistentkollega Kirsten Vind Bang.

”De ældre er så glade og trætte nu. Og selv dem, der nogle gange falder lidt hen, shinede og sang med. De tog det ind på hver deres måde.”

Lene Mejlsbye er klar til at gøre det hele igen med den anden halvdel af sjetteklassen, som ikke var med til denne maddag. 

Noget tyder på, det vil kunne lade sig gøre snart: Madkundskabslærer Niels Junge var meget stolt af sine elever, som både havde været dygtige i køkkenet og nogle gode gæster hos de ældre, og forstander Amina Rønnov syntes, det havde været en ”meget dejlig oplevelse”, som hun godt kunne forestille sig blev en tradition.

Maddag

  • I år var det 11. gang, der blev arrangeret Maddag i hele landet.
  • Maddag 2024 var den første, hvor plejehjem også kunne deltage. Normalt er dagen forbeholdt daginstitutioner og dagplejere.
  • I alt var 130 plejehjem, 361 daginstitutioner og 45 dagplejere tilmeldt.
  • Det svarer til cirka 11.000 ældre og 30.600 børn.
  • Det er FOA og Kost og Ernæringsforbundet, der står bag Maddag.
  • Hvert år har dagen et fødevaretema – i år var det kartoflen.

Læs mere HER.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev