Det skal ikke længere være en pligt for botilbud at indhente straffeattester, når der skal ansættes nye medarbejdere eller ledere.
Det foreslår regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) som en del af 113 såkaldte forenklingsforslag.
Det skriver Socialmonitor.
Forslaget står i kontrast til et af initiativerne i den politiske rammeaftale for handicapområdet, som regeringen præsenterede i begyndelsen af maj.
Her lød det, at man vil gennemføre en afdækning af, om reglerne for dømtes mulighed for efterfølgende ansættelse på det sociale område beskytter borgere med handicap tilstrækkeligt, og om der i højere grad skal gives mulighed for at indhente straffeattester.
”Udsatte borgere skal ikke opleve, at mennesker, der bliver dømt for forbrydelser i relation til deres arbejde på det sociale område, får mulighed for at gentage deres forbrydelser,” lyder det i den politiske rammeaftale for handicapområdet.
Organisationer kritiserer
Planerne om at fjerne kravet om at indhente straffeattester får organisationen Lev, der repræsenterer borgere med udviklingshandicap og deres pårørende, til at frygte for borgernes sikkerhed.
”Det vil være rigtig skidt. Det forringer beskyttelsen af meget sårbare mennesker med handicap i botilbud,” siger Thomas Gruber, der er politisk konsulent hos Lev.
Også formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, stiller sig kritisk over for en ændring af reglerne.
”Hos Socialpædagogerne bakker vi op om de nuværende regler fra 2020, hvor der skal indhentes straffeattest hos ledere og medarbejdere i sociale tilbud og hos plejefamilier,” siger han i en skriftlig kommentar og fortæller samtidig, at Socialpædagogerne vil tage yderligere stilling, når de kender de nærmere detaljer i forslaget.
Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden
De Anbragtes Vilkår: Vigtigt med ordentlige menneskerHos De Anbragtes Vilkår, som taler på vegne af anbragte børn og unge i plejefamilier og på institutioner, er man også kritisk over for forenklingsforslaget.
Forperson Fransiska Mannerup mener, det er vigtigt ”at man kan se, hvem der kommer, og hvad de har med sig i bagagen.”
”Det er særlig vigtigt, at man sikrer sig, at det er nogle ordentlige mennesker, der varetager de her jobs for nogle meget udsatte børn. Grundlæggende ser vi straffeattester som en kvalitetsmarkør, og den må vi ikke fjerne,” siger hun og tilføjer:
”Om det så har en betydning for arbejdstager, det må jo være en vurdering, som arbejdsgiver selv laver. Men vi synes, det er vigtigt, at den kommer med.”
FOA: Vi kan ikke gå på kompromis med sikkerhed
I FOA er formand for Pædagogisk Sektor Kim Henriksen overrasket over forslaget om at fjerne kravet om straffeattester.
”Ligesom man indhenter straffeattester på børneområdet for at beskytte børn mod risikoen for overgreb, bør vi fastholde at indhente straffeattester for ansatte på de sociale tilbud og plejefamilier. Her taler vi også om børn eller sårbare mennesker. Vi kan ikke gå på kompromis med deres sikkerhed. Så selvfølgelig skal vi sikre os, der ikke bliver ansat personer med pletter på straffeattesten på grund af vold, overgreb eller andre forbrydelser, som kan bringe børn eller borgere i fare,” siger Kim Henriksen.
Stadig muligt at indhente af egen fri vilje
Socialmonitor har rakt ud til KL for en kommentar til rationalet bag tilbagerulningen af lovgivningen og for at høre, hvor stor en økonomisk udgift, der er forbundet med at indhente attesterne. Men de afviser at kommentere på forslaget med den begrundelse, at det omhandler landspolitik på grund af sammenfaldet med rammeaftalen og henviser i stedet til regeringen.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forholder sig i et skriftligt svar ikke til bekymringen for borgernes sikkerhed, men peger på, at det stadig vil være muligt for de sociale tilbud at indhente straffeattester af egen vilje, og at rækken af forenklingsforslag i økonomiaftalen ”samlet set vil bidrage til en vigtig afbureaukratisering af blandt andet socialområdet.”
”Herunder var der enighed (mellem KL og regeringen, red.) om at ophæve pligten til at indhente straffeattester. Det betyder ikke, at tilbuddene ikke stadig kan og vil indhente straffeattester, når der er behov for det,” udtaler hun.