Regeringens nye uddannelsesudspil om professions- og erhvervsrettede uddannelser kan få stor betydning for pædagoguddannelsens fremtid. Samlet set vil 2,1 milliarder kroner årligt blive investeret i uddannelser som sygeplejerske-, lærer- og pædagoguddannelsen.
Pengene skal finansiere flere undervisningstimer, øget vejledning, mindre hold og en ny praksisbaseret professionsprøve, der erstatter det nuværende bachelorprojekt. Der vil også blive lagt vægt på mere simulations- og værkstedsundervisning, bedre praktikmuligheder og langt bedre efteruddannelsesforløb.
”Mange studerende bliver ramt af praksischok, når de går fra teori til virkelighed – et paradoks, da netop disse uddannelser skal kombinere teori og praksis,” sagde Christina Egelund, da hun præsenterede udspillet sammen med to andre ministre.
Læs også: Stor reform på vej: Nyt praktisk gymnasium skal lokke flere unge til velfærdsfagene
Hun understregede, at medarbejdere i en tid, hvor arbejdsmarkedet forandrer sig hurtigt – blandt andet på grund af digitalisering – skal kunne uddanne sig hele livet. Den viden, man tilegner sig under studiet, er ikke længere nok til at vare hele vejen til pensionsalderen.
Samlet set giver udspillet mening, mener Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA.
”Jeg er positiv over, at der er et øget fokus på praksis. Det har fyldt i vores drøftelser, at uddannelsen skal tættere på virkeligheden. For eksempel er det en god idé, at bachelorprojektet bliver en praktisk opgave,” siger Kim Henriksen, som ser mange gode elementer i udspillet.
Han er dog spændt på detaljerne i reformen, som vil blive tydeligere i den videre proces.
”Vi skal have løftet sløret for de enkelte tiltag, og jeg er spændt på, om de virkelig kan afhjælpe de rekrutteringsudfordringer, der allerede nu og i fremtiden vil ramme både dagtilbud og det specialiserede socialområde.”
Løbende efteruddannelse
At der er behov for at øge den pædagogiske kvalitet, blev klart med den nationale kvalitetsundersøgelse af nul til to-årsområdet, understreger han.
”Det er helt rigtigt at fokusere på løbende kompetenceudvikling i både daginstitutioner, dagpleje og det specialiserede socialområde. Jeg ser meget positivt på, at vi nu vil gøre mere for at løfte kvaliteten. Forhåbentlig baner dette udspil vejen for, at flere af vores medlemmer får mulighed for at specialisere sig løbende.”
Kim Henriksen er dog bekymret for, at en eventuel forkortelse af pædagoguddannelsen vil gøre det vanskeligt at opnå den ønskede kvalitet. Han savner også, at udspillet adresserer meritordningen for pædagogiske assistenter.
”Jeg kunne godt have tænkt mig et fokus på, at pædagogiske assistenter selvfølgelig skal have merit, hvis de efterfølgende vælger at læse til pædagog.”
Regeringen skal nu forhandle med Folketingets partier, før en endelig reform kan vedtages.