Hos FOA er Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren, glad for at se, at der endelig er landet en ny ældrelov. Men hun ser det kun som begyndelsen på et stort stykke arbejde, der nu skal i gang.
”Selve idéen om at forny og forbedre ældreplejen i Danmark er i høj grad vokset i vores have. Det er FOAs medlemmer, sammen med de ældre og de pårørende, der har fingeren på pulsen. Og jeg er glad for, at vi i det nye forslag til ældrelov kan genkende mange af de visioner, der motiverede os til at begynde med,” siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Men, siger hun, der er endnu ikke fundet en løsning på, at arbejdet på ældreområdet reguleres efter to love, Sundhedsloven og Serviceloven. Det lapper ind over hinanden og fremkalder unødigt papirarbejde.
”Det er lidt ironisk, at regeringens ministre taler varmt om at nedbryde administrative søjler og frisætte kræfterne, men når det kommer til deres eget arbejde, så holder de stramt på ressortområderne og vil ikke lukke hinanden ind. Vi forventer, at de finder en løsning på problemet med sundhedslov og servicelov, når vi senere på året skal kigge på at reformere sundhedsområdet,” siger Tanja Nielsen.
Læs hele pressemeddelelsen fra FOA her.