Fagbevægelsen blev bygget på solidaritet. På kampen mod uretfærdigheder i et samfund, hvor der ikke var lige muligheder for alle. Og hvor det i høj grad var ens postnummer og ens køn, der afgjorde, hvilken fremtid der tegnede sig.
Nogle vil nok mene, at vi er nået i mål med den kamp. Det er nok også en af årsagerne til, at især mange unge ikke ser den samme værdi i at være medlem af en fagforening, som dengang kampen var tydelig og relevant for enhver.
Problemet er, at der visse steder stadig er lang vej at gå: Der er stadig ikke ligeløn, der er stadig stor ulighed i sundhed, og det er stadig de ufaglærte, der fylder mest i sygestatistikkerne. Det betyder, at vi lige nu lader en masse mennesker i stikken, fordi mange danskere har det godt nok, som de har det.
Udfordringen er, at de, der har det allersværest, ikke længere har en stærk stemme i samfundsdebatten. De er ikke medlem af en fagforening, for de er uden job, og de fylder så lidt, at de ikke har de afgørende stemmer, når der er kommunal- eller folketingsvalg.
Det ville være smukt, hvis alle os, der nyder godt af de tilkæmpede rettigheder, satte nogle helt klare krav til landets politikere om at mindske uligheden. De svageste i samfundet fortjener en stærk stemme, og det kan vi give dem, hvis vi finder solidariteten frem igen.
Klummen er bragt i det trykte Fagbladet FOA.