Annonce

Pia Ferdinandsen sammen med borger

Her har de gjort op med tilsyn, der gav ondt i maven: ”Man stod bare og tænkte på, om man nu svarede korrekt”


Medarbejdere har bidraget til en ny model for tilsyn på ældreområdet i Roskilde Kommune. Den sammenskabte tilsynsmodel skal løfte kvaliteten af plejen.

Annonce

Rasmus Hargaard Breum

Af Ulla Abildtrup
Journalist

Annonce

”Før manglede tilsynet helhedssyn, og det svækkede tilliden og motivationen hos medarbejderne.”

Sådan lyder den kontante melding fra Mette Olander, der er direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune.

Kommunen har derfor med hjælp fra blandt andet SSH’er og SSA’er udviklet en ny tilsynsmodel, der bygger på tillid, dialog og organisatorisk læring i stedet for kontrol, der ikke er koblet op på den daglige praksis, og ambitionerne er skyhøje.

”Vi har udviklet et nyt paradigme, som jeg håber, vil brede sig til flere kommuner. Vi oplever i hvert fald stor interesse for vores nye model. Kvaliteten bliver løftet, fordi vi arbejder med at styrke den hele tiden,” siger Mette Olander.

Men det er ikke kun direktøren, der er glad for det nye tilsyn. Også medarbejderne i Roskilde Kommune er glade for det.

”Kommunen har lyttet rigtig meget til os,” siger Tina Stagelund, der har været social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i Roskilde Kommune i over 30 år.

Portræt af Tina Stagelund
Tina Stagelund føler sig i den grad hørt af Roskilde Kommune, da der blev udviklet en ny tilsynsmodel. Rasmus Hargaard Breum
Sådan fungerer tilsynet
Det nye tilsyn foretages af kommunens egne kvalitetskonsulenter, og i følge Tina Stagelunds kollega på Omsorgscentret Toftehøjen, Pia Ferdinandsen, følger konsulenterne medarbejderne rundt til borgerne gennem en hel dag og inddrager dem i faglige drøftelser og refleksioner. Og det er kun godt:

"Fordi de følger en helt normal hverdag på omsorgscentret," forklarer Ferdinandsen, der er social- og sundhedsassistent.

Når det nye tilsyn er klar med en rapport, bliver den så fremlagt for et nyt lokalt kvalitetsråd, som består af den lokale ledelse, medarbejdere, borgere, pårørende og en repræsentant fra Ældrerådet og civilsamfund. På plejecentrene indgår der desuden medlemmer fra Bruger Pårørende Råd.

På baggrund af drøftelser om rapporten lægger kvalitetsrådene kursen for kvalitetsarbejdet og mødes løbende for at drøfte kvaliteten på området.

Medlemmerne af rådene uddannes til at arbejde med kvalitet i ældreplejen af Dansk Selskab for Patientsikkerhed efter forbedringsmodellen PDSA. Et nyt tværgående kvalitetsråd får desuden mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper, der kan undersøge løsninger på udfordringer som for eksempel nye arbejdsgange eller kompetenceudvikling.
”Der er rigtig gode takter i samskabt tilsyn i Roskilde Kommune. Jeg hæfter mig især ved, at fokus for det samskabte tilsyn er tillid, dialog og læring. Det er nemlig også fokus i vores forslag til en tilsynsreform på ældreområdet. Fremtidens tilsyn skal være en hjælpende hånd - ikke en løftet pegefinger. Vi skal tænke tilsynene på en helt ny måde, så de udvikler ledere og medarbejderne. Tilsyn skal først og fremmest være lærende og handle om, hvordan vi skaber de bedste rammer for vores ældre medborgere.”

Præget af dialog

Der har været et stort behov for et nyt tilsyn, hvis du spørger 
Pia Ferdinandsen, der har oplevet mange tilsyn gennem sine mere end 17 år som ansat i Roskilde Kommunes ældrepleje.

”Tilsynene havde tidligere nærmest karakter af en eksamen, hvor man stod og spekulerede på, om man nu havde forstået spørgsmålet rigtigt og fik svaret korrekt,” fortæller hun.

I dag er vægtningen af det nye tilsyn meget mere præget af dialog.

”Vi gennemgår for eksempel borgernes livshistorier og døgnrytmeplaner sammen. Kvalitetskonsulenterne spiser også frokost med os og borgerne og følger en hel normal hverdag på omsorgscentret,” siger Pia Ferdinandsen og uddyber:

”Jeg tror, den nye tilsynsmodel vil styrke samarbejdet hele vejen rundt, også med de pårørende. For vi sidder sammen i kvalitetsrådet og taler om, hvilke mål vi skal sætte os, og hvordan vi skal nå de mål. Det giver tryghed for borgerne,” mener hun.

Pia Ferdinandsen
Pia Ferdinandsen har været social- og sundhedsassistent i mere end 17 år. Rasmus Hargaard Breum
Redskaberne i Pias brystlomme
Men det er ikke kun i Roskilde, at der er blik for ændringer i tilsynet i ældreplejen. Også regeringen arbejder på nogle markante ændringer, og derfor er ældreminister Mette Kierkgaard også er positiv over for arbejdet i Roskilde:

”Der er rigtig gode takter i sammenskabt tilsyn i Roskilde Kommune. Jeg hæfter mig især ved, at fokus for det sammenskabte tilsyn er tillid, dialog og læring. Det er nemlig også fokus i vores forslag til en tilsynsreform på ældreområdet. Fremtidens tilsyn skal være en hjælpende hånd – ikke en løftet pegefinger. Vi skal tænke tilsynene på en helt ny måde, så de udvikler ledere og medarbejderne. Tilsyn skal først og fremmest være lærende og handle om, hvordan vi skaber de bedste rammer for vores ældre medborgere,” siger ministeren.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev