Højere løn, midler til et projekt for de lavest lønnede, et mere fleksibelt arbejdsliv og større tryghed i arbejdslivet.
Det er nogle af de mange krav, som Forhandlingsfællesskabet har bragt til bordet overfor Kommunernes Landsforening forud for de kommende overenskomstforhandlinger.
Det fremlagde Forhandlingsfællesskabet formand – som også er forbundsformand i FOA – Mona Striib fredag, da hun på vegne af lønmodtagerne udvekslede krav til de kommende overenskomstforhandlinger på det kommunale område med arbejdsgivernes repræsentant Michael Ziegler, formand for løn og personaleudvalget og chefforhandler i Kommunernes Landsforening.
Mona Striib lagde ikke skjul på, at hun forventer en tocifret lønstigning til lønmodtagerne.
”Samfundsøkonomien har det godt. Til gengæld har vores medlemmer oplevet en inflation, der aldrig er set højere i 40 år,” sagde hun på et pressemøde hos Kommunernes Landsforening.
I en pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet uddyber hun:
”Vi går ind i overenskomstforhandlingerne efter en periode med høj inflation, der har medført et betydeligt reallønstab for alle. Det sætter spillepladen for OK24, hvor vi vil have forbedret reallønnen i den kommende periode. Vi har desuden set, hvordan der på det private arbejdsmarked er indgået toårige forlig med tocifrede økonomiske rammer. Derfor forventer vi naturligvis en betydelig økonomisk forhandlingsramme ved OK24.”
Modsat stiller Kommunernes Landsforening krav om, at lønstigningerne skal ske indenfor en ’samfundsøkonomisk ansvarlig ramme’.
”For Kommunernes Landsforening er det afgørende, at overenskomstforhandlingerne bidrager til at sikre et kommunalt arbejdsmarked i balance. Vi skal kunne levere varen til borgerne, som vi er født til, og vi skal vel at mærke gøre det med høj kvalitet,” sagde Michael Ziegler på pressemødet og henviste til problemer med rekruttering af kvalificeret arbejdskraft og højere forventninger hos borgerne.
Derudover stiller KL krav om en reducering af administration i kommunerne, større faglig frisættelse, at seniordage kan ændres til seniorbonus, og så ønsker de at tilpasse omfanget af ansatte med særlig afskedigelsesbeskyttelse.
Læs alle KL’s krav her.
Trepart med lønløft forvirrer
Trepartsaftalen med et lønløft til udvalgte faggrupper – herunder sosu-ansatte og ansatte på døgnområdet – som landede i starten af december, fyldte meget under præsentationen af overenskomstkravene. Og det kommer generelt til at komplicere overenskomstforhandlingerne, vurderer Nana Wesley Hansen, som er lektor på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet.
”De to ting er flettet sammen, og det vil også være svært for medlemmer at adskille dem, når de skal stemme om resultatet,” siger hun til Ritzau.
Ifølge Nana Wesley Hansen er der potentiale ”til en masse utilfredshed”. Nogle lønmodtagere har fået del i de ekstraordinære lønkroner, men vil ikke synes, at det er nok, eller at modydelsen er for høj. Andre føler sig forbigået.
”Det øger selvfølgelig konfliktrisikoen. Men når det er sagt, så er der samtidig en stor vilje blandt parterne til, at det skal lykkes at lande noget, som medlemmerne vil stemme ja til, fordi det lykkedes at lande trepartsaftalen,” siger hun.
FAOS udkom i mandags med
en analyse om de kommende overenskomstforhandlinger, som blandt andet slår fast, at lønmodtagerne kan forvente en pæn lønstigning. Det økonomiske bagtæppe er en stærk økonomi med faldende inflation, og der er høj efterspørgsel på arbejdskraft, og de private overenskomster i 2023 gav lønstigninger på op til 10 til 12 procent.