Opsigelser giver dominoeffekt
Nye arbejdsrelationer har der været flere af i den seneste tid. Sidste år var et rekordår, hvor der ifølge Danmarks Statistik var lige knap én million jobskifter på det danske arbejdsmarked. Det er det højeste antal siden 2009. På en arbejdsplads kan en opsigelse hurtigt blive til flere, fortæller Malene Friis Andersen. Flygtigheden i relationerne og de mange jobskifter kan blive en slags ond cirkel.
”Gode relationer er noget af det, der fastholder os i et job – også nogle gange mere end eksempelvis afstand til jobbet og funktionstillæg. Men når først der kommer opsigelser, kan der komme en accelererende mekanisme, for så bliver fællesskabet lidt eroderet og relationerne svækket. Og så er det nemmere for den næste at sige op, for de kolleger og den leder, der ellers gjorde, at man blev, er væk,” siger hun.
På den måde bliver det sværere at bygge en stærk samhørighed op, siger Malene Friis Andersen. Hun peger på, at der fra politisk side skal fokus på de organisatoriske rammer og betingelser for at løse arbejdsopgaverne – både for ledere og medarbejdere indenfor FOAs område.
”Det er vigtigt, for at både medarbejdere og ledere har lyst til at blive lidt længere, og man dermed får sat en prop i den store rotation på arbejdsmarkedet. Lidt kækt kan man sige, at vi jo trods alt har formået at flyve til Mars. Så kunne man nok også gøre noget ved det her, hvis man ville,” siger hun.
Forskerens guide: Sådan hjælper du en god relation på vej