”Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med mennesker, og det har altid faldet mig meget naturligt, men jeg havde aldrig sat benene på et plejecenter før min første praktik på Hundested Plejecenter på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Hurtigt gik det op for mig, at ældre mennesker jo er de sjoveste i verden. De finder på perverse jokes, rækker tunge eller synger mærkelige sange, og så griner man sammen af det.
Det kan nogle gange være en udfordring at være ung i det her fag, fordi folk antager, at du er uerfaren og ikke ved, hvad du laver. Det gælder både borgere, pårørende og ældre kolleger. Men der må jeg bare sige, at både unge og ældre kan være dygtige til deres arbejde – eller dårlige for den sags skyld.
Jeg synes faktisk, at vi unge kan noget, som de ældre ikke kan med borgerne. På grund af vores alder kan vi for nogle af de ældre få en slags barnebarnsrolle. Jeg kan tit snakke om følelser, som mange af mine kolleger ikke kan. Det kan være en borger, der fortæller mig, at han er bange for at dø. At han savner sin kone. At han ikke forstår, hvorfor hans liv er, som det er. Eller at han bare har en dårlig dag. Og det siger han til mig, tror jeg, fordi jeg er på alder med hans børnebørn, og han forbinder dem med tryghed.
Jeg havde en beboer, der var meget dement og i sin sidste tid faktisk troede, at jeg var hans barnebarn. Han havde svært ved at finde ud af, hvor han skulle gå hen, og hvem han skulle have kontakt til. Mit indtryk var, at han følte, at han skulle holde mere sammen på sig selv og ’være på’ overfor de andre. Men han gav slip, når han var sammen med mig. Så kunne han snakke, græde og bare være til. Det samme gjorde han overfor en af vores hjælperelever, der var 17 år på det tidspunkt.
Mit bedste minde fra mit job, som var det, der gjorde, at jeg vidste, at jeg havde valgt det rigtige fag, var en særlig beboer, som jeg havde sidste sommer. Han havde frontallapsdemens og havde et ry af, at han bare sad og røg og råbte og ikke gad noget. Men jeg ville ikke give op og insisterede på, at vi skulle have en relation. På et tidspunkt fik jeg lov at barbere ham. Men jeg nåede kun at tage halvdelen af håret, så skreg han. Der var ikke så meget at gøre, for hans grænser var nået, så han måtte rende rundt med et halvt barberet hoved i et par dage, før jeg fik lov at ordne resten. Hvis jeg havde fortsat, ville jeg have ødelagt den connection, vi havde fået.
Han kom med alle mulige lumre, upassende og provokerende kommentarer. At han havde lyst til at pille ved sig selv, når jeg var der. Eller at han gerne ville lære mig at tilfredsstille mænd. Det lærte jeg at håndtere. Og på trods af det og på trods af, at han tit råbte ad mig, ville jeg give min højre arm for to minutter mere med ham. For vi fik så tæt et bånd, og han var så skøn. Han døde, og det var en lettelse, at han nåede det, inden jeg stoppede, fordi han var mest tryg ved mig blandt personalet. Og så var han rigtig syg. Mange mente, at han var umenneskelig, men ikke over for mig. Han spurgte ind til min fars fødselsdag, som var samme dag som hans egen. Han blev meget vigtig for mig. Tænk, at sådan en udfordrende borger kom til at betyde så meget for mig og for mit valg af fag. Jeg vil så gerne hjælpe dem, som er svære at hjælpe.
Jeg har et par gange haft besøg af brobyggere fra folkeskolen, som ikke vil læse til social- og sundhedshjælper, fordi de ikke vil tørre røv, siger de. Men jeg har det sådan ”undskyld, hvad?” Det er jo ikke det, man laver. Det er en brøkdel af mit arbejde. Når jeg skifter ble, så kommunikerer jeg, jeg observerer, samler data, videregiver data og danner relation med en person, som ser sine pårørende én gang om året. Det er fandeme ikke bare et bleskift. Det er så meget mere. Det er et menneske, som har brug for alt, hvad vi andre også har brug for. Knus, latter, en skulder at græde på. Og det vil jeg gerne give.
Jeg var lige blevet 16 år, da jeg søgte ind på GF1 på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Jeg hadede at gå i skole og var meget skoletræt på grund af min ordblindhed. Grundforløb 1 var hårdt. Kaotisk og ustruktureret, og der manglede lærere. Men på GF2 var det noget helt andet. Hvor vi før var 70 elever, var vi nu 25. Den næstyngste var 26, så jeg var meget ung i forhold til de andre. Men det gjorde, at der var en helt anden ro i klassen, og for første gang gav fagene mening for mig.
Jeg har været skoletræt hele mit liv. Men nu går jeg pludselig i en skole på social- og sundhedsassistentuddannelsen, hvor jeg synes, det er det fedeste i hele verden, og jeg suger al den info, jeg kan suge. Det føles sindssygt godt. Bare i dag har jeg dispenseret medicin på et hospital for første gang, og det har bare været den fedeste dag, og det gør mig så stolt, at min vejleder stoler på, at jeg kan det.
Jeg er færdig om halvandet år, og så drømmer jeg om at uddanne mig videre til børnesygeplejersker og komme til Afrika og arbejde.”