Annonce

frits jensen guldbergs have foto rasmus handberg

Selvstyrende teams

Det strømmer ind med ansøgninger, efter de ansatte ’på gulvet’ har fået styringen


Frontmedarbejdere, der selv planlægger arbejdsdagen i et tæt samarbejde på tværs af faggrupper, har ført til, at hjemmeplejegruppe senest fik 25 ansøgninger til én stilling som social- og sundhedshjælper. Målet er at udbrede den nye organisering til hele Københavns Kommune, siger borgmester.

Annonce

90-årige Frits Jensen er en de borgere, der er ganske godt tilfreds med sin hjemmepleje og i særdeleshed social- og sundhedshjælper Randi Hestkjær (tv.). Se video med Frits i artiklen. Rasmus Handberg

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

De senere år har negative beretninger domineret fortællingen om hjemmeplejen: kørelister uden vejtid, minuttyranni og et tungt visitationssystem. Alt sammen forhold, der vanskeliggør medarbejdernes ønske om at give borgeren den nødvendige hjælp.

Som en form for modsvar eksperimenterer en lang række kommuner med at gentænke organiseringen af hjemmeplejen i et ønske om, at beslutningerne træffes tættere på borgeren. Dét arbejde viser flere positive takter, viser VIVE-rapporter, blandt andet i hjemmeplejegruppen Guldbergs Have midt på Nørrebro i København.

”Beslutningerne og styringen er her i Guldbergs Have lagt ud til frontmedarbejderne. Jeg skal egentlig gøre mig selv undværlig,” siger Trine Lassen, der er leder af hjemmeplejen i Guldbergs Have.

Planlægger og visiterer selv

Konkret har de organiseret hjemmeplejen i to teams med både sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Hvert team består af omtrent 12 medarbejdere, der indleder hver morgen med at planlægge arbejdsdagen.

De visiterer også selv borgerens ydelser forstået på den måde, at de suverænt selv beslutter, om en borger skal skrues op eller ned i tid afhængig af behov.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Og dén organisering kommer både borgere og medarbejdere til gode, oplever sygeplejerske Pia Mortensen og social- og sundhedshjælper Randi Hestkjær.

”Det smitter af på borgerne. De er sådan set ligeglade med, om det er en sygeplejerske, der kommer eller en assistent eller hjælper. Bare det er et menneske, de kender,” siger Randi Hestkjær.

Pia Mortensen har tidligere arbejdet i en traditionel hjemmesygepleje, der udelukkende består af sygeplejersker. Det vil hun ikke igen, fastslår hun.

”Det giver meget større arbejdsglæde at arbejde i et team som dette, men der er også ting, jeg har skullet lære. For eksempel, at det giver mening, at når jeg er ved en borger, der skal have insulin, så kan jeg også give borgeren personlig pleje,” siger sygeplejersken og nævner tre konkrete fordele ved det større fokus på helhedspleje:

”Det gør, at borgerne ikke møder mange forskellige ansigter, at jeg får en tættere kontakt med borgeren og så giver det jo rigtig god mening i forhold til planlægning.”

25 ansøgninger

Når leder af hjemmeplejen Trine Lassen går rundt på gangene, oplever hun en høj grad af motivation og stolthed blandt medarbejderne. Og et støt stigende antal ansøgninger indikerer, at arbejdsstedet er attraktivt.

”Jeg får uopfordrede ansøgninger nærmest hver uge, og da vi senest slog en stilling op som social- og sundhedshjælper, fik vi 25 ansøgninger, hvoraf langt de fleste var kvalificerede,” siger Trine Lassen.

Til sammenligning oplyser Københavns Kommune, at det sidste år i gennemsnit havde 5,5 ansøgere per ledig stilling i hjemmeplejen – og at en del af jobopslagene slet ikke førte til en ansættelse.

Den seneste trivselsundersøgelse om hjemmeplejen i Københavns Kommune viser, at samtlige borgere i Guldbergs Have giver udtryk for at være trygge ved hjemmeplejen.

Og dét faktum hæfter Sisse Marie Welling (SF), kommunens sundhed- og omsorgsborgmester, sig ved.

”Det er det, jeg er mest glad for. Det er jo kernen i sådan et projekt og præcis det, vi gerne ville opnå. Og samtidig får Guldbergs Have mange flere ansøgere til opslåede stillinger og flere uopfordrede ansøger sammenlignet med lignende arbejdspladser andre steder. Reelt er det en kulturforandring, vi gik i gang med dette projekt. Og det skal man være indstillet på. Det tager tid. Men de foreløbige resultater er meget lovende.”

Hjemmeplejen i Guldbergs Have er en del af det 3-årige projekt ’Slip hjemmeplejen fri’ i Købehavns Kommune, og det løber til årets udgang. Den økonomiske ramme er uændret, og ’budgettet holder’, siger Trine Lassen, der ikke er i tvivl om, at de også efter projektperioden fortsat arbejder i mindre, selvstyrende teams.

Ifølge borgmester Sisse Marie Welling er kommunen i øjeblikket i gang med at afprøve modellen i større skala i andre hjemmeplejetilbud.

”På sigt er det min ambition, at vi skal have udbredt det til hele København,” siger borgmesteren.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev