For to år siden var hjemmeplejen i Faxe Kommune lidt af en rodebutik. Den var organiseret i to store teams med omkring 100 medarbejdere i hver. Det var langt fra tilfredsstillende, fortæller fællestillidsrepræsentant Lene Hansen.
”Man anede ikke, hvem ens kolleger var. Man vidste ikke, om folk var syge, og kom der en ny, vidste man ikke, om det var en vikar eller en ny fast kollega,” siger hun og bliver suppleret af social- og sundhedsassistent Louise Plesner.
”Vi havde nærmest intet kollegialt fællesskab, hvor man kunne sparre og udnytte hinandens kompetencer.”
På medarbejdernes opfordring blev der nikket til, at der var behov for grundlæggende forandringer. Der blev oprettet to nye distrikter og flere teams, så der nu var fire distrikter med to teams i hvert.
Stærkere fællesskab
”I dag er vi omkring 25 i hvert team. Det giver et stærkere fællesskab, hvor man tager ansvar og drager omsorg for hinanden,” siger Louise Plesner.
Hun er ansat som planlægger, men også hendes rolle har ændret sig. Nu har hun også vagter som udekørende, og det har flere fordele, fortæller hun:
”Det er ikke bare et navn og en adresse, jeg flytter rundt, for nu har jeg også en relation til borgeren og ved, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der vil være uhensigtsmæssigt. Det optimerer planlægningen og gør også, at jeg og de udekørende har en større respekt og forståelse for hinanden.”
Desuden er der indført faste, ugentlige møder, hvor social- og sundhedsmedarbejderne taler om borgerne med andre faggrupper som sygeplejersker og fysioterapeut.
Ønske om endnu tættere samarbejde
Selvom det er betydelige forbedringer, er der fortsat meget på ønskelisten hos både Lene Hansen og Louise Plesner. For eksempel ser de gerne, at andre fagligheder bliver ansat som faste kolleger i hvert team, så det tværfaglige fokus til fordel for borgerne bliver en naturlig del af hverdagen. Samtidig vil det skabe mulighed for at aflaste hinanden.
”Ofte skal sygeplejersker og assistenter besøge de samme borgere, hvor man med fordel kunne hjælpe hinanden. For eksempel kunne en sosu-assistent sagtens lave en blodtryksmåling for en sygeplejerske, når man alligevel var ved borgeren,” siger Louise Plesner.
Et andet ønske er, at visitationen rykker tættere på de medarbejdere, der hver dag besøger borgerne og kender deres skiftende behov.
”Selvom man bruger mindre tid hos en borger i en periode, er man som medarbejder bange for at afvisitere den tid. For hvad hvis der er behov for tiden igen en uge efter? Det ville være rigtig godt, hvis medarbejderne selv kunne skrue op og ned for tiden inden for en ramme,” siger Lene Hansen.