Annonce

Hænder foto: colourbox

Tema: Overenskomstforhandling 2023

Massivt flertal i det private stemmer ja til OK23


Opdateret 14. juni 2023

FOAs medlemmer på det private område har stemt ja til nye overenskomster. De kan blandt andet se frem til en lønstigning på 10-12 procent.

Annonce

85 procent af de stemmeberettigede FOA-medlemmer på det private område stemte ja til de nyligt indgåede overenskomstresultater. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Med en ja-procent på 85 har et overvældende flertal af FOAs lige godt 3.000 privatansatte medlemmer stemt ja ved urafstemningen om nye overenskomstaftaler.

”Der er en god, bred opbakning til det resultat, vi har forhandlet os frem til. Det, synes jeg, at vi kan være stolte af,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA, der imidlertid ærgrer sig over, at kun lidt mere end hver tredje – 34 procent – af de stemmeberettigede afgav deres stemme:

”Vi må kigge hinanden i øjnene og sige, at det kunne godt have været bedre. Vi har en fælles opgave i hele organisationen, lige fra forbund til tillidsrepræsentant, til at få den stemmeprocent meget højere op ved næste overenskomstforhandling.”

De nye overenskomstaftaler omfatter i alt 600.000 lønmodtagere. Samlet set stemte 79 procent ja til mæglingsforslaget fra forligsmanden, og FOAs medlemmer trækker derfor den samlede ja-procent en smule op.

Dermed er risikoen for storkonflikt afblæst, og de nye aftaler træder i kraft med tilbagevendende virkning fra 1. marts 2023 og gælder i to år.

Løn har været førsteprioritet 

På FOAs område betyder det blandt andet, at lønnen stiger med 10-12 procent, at nybagte forældre får fire ugers yderligere barselsorlov, at forhold ved natarbejde skal forbedres, og at tillidsrepræsentanter får bedre vilkår til at passe deres arbejde.

I forhandlingerne har løn været ”prioritet nummer et”, siger Thomas Enghausen:

”Det vigtigste har været at kigge på lønnen, og det har også været meldingen fra medlemmerne. Forhandlingerne har været på baggrund af hårde tider, og når de nye aftaler er fuldt implementeret, stiger lønnen med omkring 3.000 kroner om måneden,” siger han.

Næstformanden fremhæver dernæst, at ufaglærte på blandt andet private plejehjem og bosteder nu får lettere adgang til uddannelse. Den nye aftale med Dansk Erhverv betyder nemlig, at ufaglærte med to års erfaring og et års ansættelse på samme arbejdsplads kan få uddannelse med fuld løn.

Læs også: OK-forlig for den private pleje: Lønstigninger på mere end 3.000 kr. om måneden

”Det er den rigtige vej at gå i forhold til at styrke den faglige kvalitet,” siger Thomas Enghausen.

OK24 venter forude

Forhandlingerne om nye overenskomster på det private område er dog ikke helt i mål, idet FOA og arbejdsgiverforeningen KA Pleje først indleder forhandlinger 15. maj.

Hvis man som flertallet af FOAs medlemmer er offentlig ansat, er det først i 2024, at ens overenskomst skal fornyes, men Thomas Enghausen opfordrer medlemmer til at finde inspiration i resultaterne på det private område.

”Forhandlingerne på det offentlige område begynder på den anden side af sommeren, så hvis man er offentligt ansat, er der intet i vejen for, at man så småt begynder at notere, hvad der er vigtigst for en. Er det løn, pension, frihed eller uddannelse? Det må man meget gerne gøre,” siger Thomas Enghausen.


Opdatering, 14. juni: En ny, to-årig overenskomstaftale mellem FOA og KA Pleje er forhandlet på plads og er nu vedtaget med 94 procent ja-stemmer og fem procent nej.
Fornyelsen betyder, at ansatte under overenskomsten kan se frem til lønstigninger i størrelsesordenen 2.500-3.000 kroner, når den er fuldt indfaset om to år. Dertil kommer et nyt anciennitetstrin på 1.500 kroner efter 10 års ansættelse samt udvidelse af lørdagstillægget. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev