”Jeg er en anden person i dag, end jeg var, da alt det her startede. Det har ændret mig. Og jeg har fuldstændig mistet al tiltro til systemet.”

Ordene falder med en rolig, men alvorlig stemme i køkken-alrummet hos 48-årige Marit Børve-Jørgensen og hendes mand Klaus Hansen i hjemmet lidt udenfor Nykøbing Sjælland.

De seneste 2,5 år har parret kæmpet for at få omgjort en fejlagtig afgørelse om Marits sygedagpenge, som forsvandt fra den ene dag til den anden, mens hun var sygemeldt fra sit arbejde som dagplejer på grund af sin fibromyalgi, gigt og migræne.

Efter flere års tovtrækkeri mellem Odsherred Kommune, FOA og Ankestyrelsen har Marit endelig fået de penge, hun var berettiget. Men forløbet har ikke været konsekvensfrit.

I 10 år dannede parrets røde træhus rammen om en dagpleje, som Marit drev 48 timer om ugen. Selvom hun var plaget af søvnløshed på grund af smerter i hele kroppen fra fibromyalgien, bed hun det i sig og gjorde alt, hvad hun kunne for at give børnene en tryg hverdag.

Men med op til 14 dages migræne oveni hver måned, hvor Marit skulle have Klaus’ hjælp til dagplejebørnene, måtte hun se virkeligheden i øjnene.

”Jeg ringede og sygemeldte mig og sagde, at jeg ikke ved, hvornår og om jeg kommer tilbage.”

”Det var godt nok hårdt lige pludselig at erkende, at det er slut nu. At det her var enden på mit arbejdsliv,” siger Marit.

Fem uger efter blev hun fyret.

Straks startede jobcentermøllen og en behandling, som Marit beskriver som både grim, uværdighed og etisk og moralsk forkert. Hun gik til adskillige afklaringsmøder, til forskellige erhvervspsykologer, mødte et hav af sagsbehandlere, der blev skiftet ud igen og igen.

Samtidig fik hun behandling på smertecenteret, hvor lægen ikke kunne forstå, hvordan hun havde holdt ud at arbejde så længe med sine smerter.

Men Marits diagnoser gav sagsbehandlerne ikke meget for. ’Du ser jo ikke syg ud,’ fik hun at vide på kommunen.

”Skal jeg møde op i nattøj uden mascara eller hvad? Jeg har jo lægeerklæring på min sygdom, men den ville de ikke se,” siger Marit.

Den 10. februar 2021 var Marit til endnu et møde med en sagsbehandler på kommunen, som lod hende vide, at fordi hun stadig var uarbejdsdygtig på grund af sin sygdom, kunne sygedagpengene forlænges i op til 67 uger. Men 13 dage senere, den 23. februar, fik Marit 

”De stoppede mine sygedagpenge, skrev de. Jeg havde ingenting hørt i mellemtiden. Ingenting. Det kom simpelthen som et chok. Jeg tudbrølede og følte, at mit liv gik i stå,” siger Marit, som ellers stod til at skulle i en afklaringspraktik i en børnehave.

På grund af familiens økonomiske situation var hun ikke berettiget kontanthjælp, og familien på fire måtte derfor leve på Klaus’ indkomst og på forskudsarv fra Marits mor.

Klaus fortæller:

”Det var nedbrydende og uværdigt ikke selv at kunne skabe sit eget økonomiske fundament. Og som far og mand kunne jeg ikke passe på min familie. Det fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Jeg fik en depression, var sygemeldt i otte måneder og måtte droppe mit job. Det har haft konsekvenser hele vejen rundt. Ikke bare for mig, men også for vores børn.”

Med hjælp fra FOAs afdeling i Holbæk ankede Marit afgørelsen. Uden held. Ankestyrelsen gav kommunen medhold i, at Marit ikke havde ret til sygedagpenge.

”Men det kunne jeg simpelthen ikke acceptere. Så jeg tog sagen i egen hånd,” siger Marit.

Marit kontaktede flere advokater og derefter igen FOAs lokalafdeling i Holbæk, som sendte sagen til vurdering ved socialjurist og socialpolitisk konsulent Anette Hindsberg i FOAs forbundshus.

Herfra tog det fart. Anette Hindsberg vurderede, at Ankestyrelsens afgørelse ikke var korrekt og anmodede derfor om genoptagelse. Det afslog styrelsen. Men sagen var så principiel, at der var grundlag for en stævning, mente Anette Hindsberg, så hun tog kontakt videre til FOAs advokat, Anders Bang Mønster Hansen. Sirligt begrundet i et 23 sider langt dokument stævnede han Ankestyrelsen.

FOA ville hive Ankestyrelsen i retten med påstand om, at styrelsens afgørelse i Marits sag var ugyldig, fordi vurderingen var sket i strid med loven og på et mangelfuldt grundlag uden de fornødne lægefaglige oplysninger.

Og så skete der noget uventet. 10 dage før fristen udløb, ringede Marits telefon med Anders Bang Mønster Hansen i røret. Ankestyrelsen havde genoptaget sagen og givet Marit medhold med tilbagevirkende kraft. Hendes sygedagpenge havde hun haft ret til hele tiden, og hun stod til at skulle have cirka 300.000 kroner tilbage før skat.

”Jeg troede ikke mine egne ører, da han ringede. Verden stod lige stille et øjeblik. Jeg blev rigtig, rigtig glad og takkede ham en million gange,” siger Marit.

Alligevel er der noget, der nager familien.

”Når der kommer en advokat ind over og stævner Ankestyrelsen, så erkender de blankt. Men man kan ikke lade være at tænke, at det har været bevidst, og at de har tænkt, at de kunne slippe for at betale. Det skriger til himlen,” siger Klaus, og Marit stemmer i.

De er begge enige i, at der må sidde andre derude, som er blevet fejlagtigt behandlet, men som ikke har stædigheden og muligheden for at kæmpe imod. Blandt andet derfor har 

”Jeg vil gerne kigge ham i øjnene. Så skal han se, at der sidder to forholdsvis normale mennesker, og hvad det gør ved os at have været igennem sådan et forløb,” siger Marit.

Maria Klingsholm, forbundssekretær i FOA, kalder Marits sag for problematisk for retssikkerheden.

”Ankestyrelsen er jo den ypperste instans, som sikrer retssikkerheden for borgerne ved at tjekke, om de afgørelser, kommunerne træffer, er rigtige. Det er både skørt og enormt bekymrende, at vi skal ud i en stævning,” siger hun.

”Det virkelig skræmmende er jo, at det ikke er alle, der har en fagforening i ryggen. Hvad med deres retssikkerhed? Derfor er en sag som denne virkelig, virkelig bekymrende og 

problematisk,” siger Maria Klingsholm.

I dag har Marit Børve-Jørgensen og Klaus Hansen fået ro på i det røde træhus. Så meget ro på, som man nu kan, når man stadig slikker sine sår ovenpå flere års turbulens. Klaus er kommet tilbage fra sin sygemelding og har fået nyt job i en svømmehal. Marit er blevet tilkendt fleksjob. Fem timer om ugen, 2,5 time ad gangen bruger hun på et vandrehjem og kursuscenter, hvor hun vander blomster og reder senge.

”Jeg er meget, meget glad for at være der og vil rigtig gerne afsted. Men det er meget hårdt. Både fysisk og mentalt. For mig føles de timer som en hel arbejdsdag,” siger Marit.

Måske vil hun om nogle år søge om førtidspension, men det ved hun ikke endnu. Hun og Klaus er stadig ved at få en hverdag på plads med en ny virkelighed, som de skal navigere i ovenpå sagen.

”Selvom jeg har været sygemeldt, har jeg jo ikke haft ro på, fordi sagen altid har rumsteret. Og selvom det hele endte retfærdigt, er jeg stadig meget syg, og jeg bliver jo ikke rask. Men nu skal vi videre og nyde vores liv med vores børn og venner,” siger Marit.

Leder for Jobrehabiliteringssporet i Odsherred Kommune, Christoffer Møller Jensen, ønsker ikke at kommentere på enkeltsager, men skriver via mail, at Odsherred Kommune generelt bestræber sig på, at ’give alle borgere en meningsfuld og værdig sagsbehandling’.

Ankestyrelsen kommenterer heller ikke på enkeltsager, men via mail skriver presseenheden:

”Ankestyrelsens vurdering af oplysningerne i sagen bør som udgangspunkt være ens, uanset om Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen for første gang, ser på sagen igen efter en indsigelse, eller efter at have modtaget en stævning. Der er dog eksempler på sager, hvor Ankestyrelsen har ændret afgørelsen, efter der er gjort indsigelse, eller efter at have modtaget en stævning, fordi man – efter at have set på sagen igen – vurderer, at afgørelsen ikke var korrekt.”

”Både i sager med nye oplysninger og sager med samme faktuelle grundlag som ved Ankestyrelsens første behandling af klagen, er det afgørende for Ankestyrelsen at træffe den rigtige afgørelse, også selvom det betyder, at vi nogle gange må ændre vores egen tidligere vurdering af sagen,” skriver styrelsen via mail.