Der er æstetisk rent, og så er der hygiejnisk rent. Det første kender vi hjemmefra, når stuen ser ryddelig og pæn ud. Men hvis man vil forebygge smitte og sygdom, så er det ikke
nok. Så skal man gribe til metoderne for hygiejnisk rengøring.
For ældre mennesker og andre sårbare grupper er det derfor vigtigt at holde fokus på, hvordan vi gennem grundig hygiejnisk rengøring kan forebygge smitte og sygdom. Det kan være en meget stor belastning at få en lungebetændelse, en influenza eller en runde med en af de mange corona-varianter, der pisker rundt i samfundet.
Desværre ser vi nu, at kommunerne skruer så langt ned for rengøringen hos ældre, at man
mange steder er på et lavere niveau end før pandemien. Inflationen og en alt for stram økonomisk styring fra statens side har desværre fået flere kommuner til at skære, hvor de kan. Og gerne hvor det mindst kan ses.
Ikke nok med at vi har stigende smitte, så kan vi også frygte en fremtid med store udfordringer med resistente bakterier og nye typer af bakterier på grund af klimaforandringerne. Det vil sige flere og nye typer smitte og færre midler til at behandle
– og så skruer man ned for forebyggelsen. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt.
Ældre og sårbare har krav på, at omgivelserne ikke er så uhumske, at de udgør potentielle smittereder. Det kan godt være, at kommunerne sparer på deres budgetter, men mange ældre og sårbare kan ende med at blive indlagt på vores hospitaler, og det er en endnu større udgift for samfundet.
Det er utrolig dyrt på trivselskontoen og kan have en høj pris for de ældre og sårbare.