Gennem de seneste 10 år har Kirsten Strøier været glad for sit arbejde som pædagogmedhjælper på en specialskole i Odense for børn med handicap. Der er bare et problem. Hun tjener for lidt i sin stilling på 32 timer om ugen.

”Jeg har forsøgt de seneste to et halvt år at få lov til at arbejde fuld tid. Jeg spørger jævnligt, men får at vide, at medhjælperne kun er ansat i 32 timer hos os,” siger Kirsten Strøier.

I 2018 blev hun uddannet pædagogisk assistent. Månedslønnen er på omkring 25.000 kroner før skat for 32 timer om ugen, oplyser hun. Det er inklusive anciennitetstillæg og specialtillæg.

Kirsten Strøier har ønsket at gå op i tid primært for at få råd til at sende sin 15-årige datter på efterskole. Hun er alene om at betale for det. Kirsten Strøier vil ikke gøre forskel på sine børn, da hendes 19-årige søn også var på efterskole.

”Jeg kommer nok til at tage et lån i banken, da jeg ikke kan spare nok op med den løn, jeg får. Jeg har sparet 22.000 kroner op indtil videre, men der er langt til de 55.000 kroner, som det koster. Pengene har jeg sparet op ved at være domsmand,” siger hun.

Fire gange om året har hun været indkaldt som domsmand i retten, og i år har der også været en længere nævningesag, hvor hun har fået fri med løn plus et vederlag, fortæller hun.

Hvis Kirsten Strøier fik lov at gå op på fuld tid, ville hun ønske sig, at hun kunne få tid til at forberede sig. I modsætning til de kolleger, der arbejder som pædagoger eller lærere, kan Kirsten Strøier ikke få forberedelsestid til sit arbejde på skolen.

Stort set alle hendes timer er det, som hun kalder ’børnetimer’, hvor hun er til stede med børnene, og derudover har hun enkelte timer til møder. Når kolleger er længerevarende syge, er der som regel vikardækning på børnetiden, men ikke på forberedelsestiden, fortæller hun.

Kirsten Strøier har i den grad mærket, at priserne er steget historisk meget, siden krigen i Ukraine brød ud.

”Det er især benzin, som jeg mærker, er blevet 3-4 kroner dyrere pr. liter. Sidste skoleår har jeg kørt min datter 10 km i skole hver vej, men skolen ligger i modsat retning af mit arbejde, som er 14 km væk fra vores hjem. Det vil sige, at jeg kører mindst 48 km hver dag, men kan kun få befordringsfradrag for fire kilometer,” fortæller Kirsten Strøier, som derudover kører sin datter til hendes fritidsjob, fordi busforbindelserne er dårlige, hvor de bor.

Tøj og sko køber Kirsten Strøier ikke længere. Hun kan dårligt huske, hvornår hun sidst købte noget nyt. Måske var det sidste sommer.

”Jeg går bare rundt i det samme tøj. Jeg er udfordret af, at jeg er holdt op med at ryge. Jeg har taget syv kg på, og det er jeg egentlig ret glad for. Men jeg kan kun passe mit joggingtøj og alt, hvad der er elastisk,” fortæller hun.

Til gengæld har rygestoppet givet flere penge til opsparingen til datterens efterskole.

Ferie og fornøjelser er der ikke råd til i budgettet. Sidst familien var ude at rejse, var for fem år siden.

”Alt, hvad der hedder sjov og ballade, biografer og caféer, det gør vi heller ikke mere. Vi køber heller ikke junkfood. Tidligere købte vi måske en pizza,” siger Kirsten Strøier.

Hun blev ekstra hårdt ramt økonomisk, da hendes hjemmeboende søn fyldte 18 år for snart to år siden. Da sønnen blev myndig, faldt børneydelser og børnebidrag væk.

”Jeg mistede også hele boligsikringen, for nu bliver hans indkomst regnet med som en voksen. Han får SU som hjemmeboende. Og han skulle flytte over 20 km væk, hvis han skulle have SU som udeboende,” fortæller Kirsten Strøier.

Sønnen har gået på EUX de sidste to år og bliver student denne sommer. Kirsten Strøier har indtil videre ladet ham beholde sin SU og de penge, han har tjent i sit fritidsjob.

”Han har fået lov at være ung og bruge sine penge på tøj og fornøjelser til sig selv. Når han starter på sin læreplads, bliver jeg nødt til at bede ham om penge til at bo hjemme,” siger Kirsten Strøier.

Den største forskel i Kirsten Strøiers økonomi ville være, hvis ledelsen gav hende lov til at komme på fuld tid.

”Det hænger ikke sammen for mig, at jeg kun har en deltidsløn. Vi har sparet på alt, hvad vi kan spare på. Hvis jeg skal have råd til at sende min datter på efterskole og klare de stigende priser på især benzin, så er jeg nødt til at tjene noget mere,” siger Kirsten Strøier.

Skoleleder Simon Bay Andersen forklarer, at de fleste pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter på Nørrebjergskolen i udgangspunktet er ansat på deltid, fordi skolen har brug for, at så mange medarbejdere som muligt er til stede på samme tid, når skolen er åben fra 08:30 til 15:00.

”Vi er hårdt ramt økonomisk. Specialområdet er det område, der koster mest pr. barn. Men vores budgetter er blevet mindre,” siger han.

De seneste år har skolen ansat en stigende andel af pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere.

”Vi ansætter flere i den gruppe, der skal have mindre i løn,” siger han og oplyser, at der i dag er omkring 30 pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter. Derudover er der 26 lærere og 31 pædagoger.

Hvert team omkring en klasse på skolen består typisk af en til to lærere, to pædagoger og to pædagogmedhjælpere afhængigt af, hvor mange elever, der er i klassen.

Når Kirsten Strøier hidtil ikke har kunnet få forberedelsestid, skyldes det ifølge skolelederen, at de timer primært går til lærerne og pædagogerne i teamet.

Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter har udover timerne sammen med børnene i udgangspunktet kun timer til kurser og teammøder. Der er dog håb for Kirsten Strøier.

”Lige i det her tilfælde kommer vi på mandag til at snakke med teamet om at give Kirsten nogle flere timer og noget mere ansvar, når vi kigger på planlægningen af næste skoleår,” siger Simon Bay Andersen og tilføjer:

”Udover det faste ugeskema, så sker der også hele tiden ændringer. Der er Kirsten er også med til at løse logistikken. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er ekstra planlægning, fordi der er en i teamet, som er opsagt og sygemeldt,” siger han.

Skolelederen henviser i øvrigt til, at Odense Kommune har en politik om at slå nye stillinger op på fuld tid.

”Lad os sige, at alle ville have fuldtidsstillinger. Det ville ikke være en mulighed af økonomiske årsager. Selvfølgelig kunne det være fint med mere tid til forberedelse, men jeg kan ikke give de samme timer flere gange. Jeg har givet forberedelsestiden til de faggrupper, som skal have den ifølge deres overenskomster. Lærere og pædagoger skal så kunne sætte de andre kolleger ind i planerne og kunne vende problemstillinger med de andre faggrupper. Pædagogmedhjælperne er en stor for vigtig faggruppe for os. Det er også vigtigt, at vi sætter pris på det, de laver,” siger Simon Bay Andersen.

Meldingen fra ledelsen om, at Kirsten Strøier vil få mere ansvar og komme op i tid bliver modtaget med glæde.

”Jeg er fint tilfreds med min opgaver. Det handler mest om at få lov at arbejde nogle flere timer. Det er jeg glad og tilfreds med, hvis bare det bliver en mulighed,” siger Kirsten Strøier.