Annonce

Børne og undervisningsminister: ”Vi har brug for flere pædagogiske assistenter”


Vi har brug for flere pædagogiske assistenter, og det haster, sagde børne- og undervisningsministeren ved en paneldebat i FOA. Her mere end antydede hun, at det haster med at se på – og opjustere antallet lærepladser til pædagogisk assistent i kommunerne. 

Annonce

'Vi har supertravlt med at uddanne rigtig mange, det står med flammeskrift,' sagde forbundsformand Mona Striib, og børne- og undervisningsministeren var fuldstændig enig.   Kim Henriksen

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Sidste år blev der afvist flere unge på uddannelsen til pædagogisk assistent, end der blev optaget. Også selv om der er massiv mangel på faglært personale i landets daginstitutioner.

"Først og fremmest vil jeg bare sige ja, og ja. Det haster, og vi har brug for flere," sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) under en paneldebat om de pædagogiske assistenter, som FOA arrangerede for blandt andet ledelser og medarbejdere på sosu-skolerne og pædagogiske sektorformænd og medarbejdere i landets FOA-afdelinger. 

Læs også: Elever afvises i massevis trods mangel på faglært personale i daginstitutioner

Vi skal meget højre op

Her anerkendte ministeren, at det er et stort problem, at mens 1.116 blev optaget på uddannelsen til pædagogisk assistent på landet sosu-skoler, fik endnu flere, nemlig 1.231 afslag på deres ansøgning til uddannelsens grundforløb. Vel at mærke på et pædagogisk arbejdsmarked, hvor der om 10 år vil mangle 14.000 voksne, og hvor man allerede nu skriger på faglært arbejdskraft. 

Og hun mere end antydede, at der skulle gøres noget ved den dimensioneringsaftale, altså det antal uddannelsespladser, kommunerne har pligt til at skaffe, som man har indgået mellem fagbevægelse, stat og Kommunernes Landsforening, men som ikke er blevet fornyet i flere år. 

"Vi skal meget højere op. Om den lige præcis lander på 3.500 lærepladser, det ved jeg ikke. Der er i hvert fald noget tudetosset i, at vi har en gruppe unge mennesker, der gerne vil have en læreplads, men som ikke kan få det," sagde hun og adresserede kommunernes hovedargumenter med at de pædagogiske assistenter bliver uddannet til arbejdsløshed.

Ledigheden er faldet drastisk, understregede hun.

Og at kommunerne ikke har råd.

Kommunerne har fået og får penge i kraft af minimumsnormeringerne, sagde hun. 

I paneldebatten i FOA deltog også DPU-leder Claus Holm og børn- og ungerådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF). Kim Henriksen

"Det må altid være udgangspunktet, ligegyldigt hvad man beskæftiger sig med i vores offentlige velfærd, at man er uddannet til det man laver, på nær en mindre gruppe af ufaglærte som er der i en periode."

Læs også: OK21 for pædagogiske assistenter: Fik vendt lønnedgang til lønfremgang

Må kunne lade sig gøre

Forbundsformand i FOA, Mona Striib gav også en grundig opsang. 

"Vi kan simpelthen ikke tillade os at vente på katastrofen. Det står med flammeskrift, at vi har supertravlt med at uddanne rigtig t meget pædagogisk personale, uanset om vi taler daginstitution, dagpleje eller på handicapområdet, hvor de står og mangler stærke pædagogiske kompetencer. Den flammeskrift er så klar og tydeligt, at det lige præcis er lige nu, vi skal tage os sammen og indgå aftaler om det, vi gør."

De kommende 10 år vil antallet børn i dagtilbud stige med 40.000, samtidig med at de lovbundne minimumsnormeringer kræver en voksen til tre børn i vuggestuen og en voksen til seks børn i børnehaven, hvilket også vil øge det antal voksne, der er brug for. 

"Når vi velfærdspolitisk taler om så vigtigt et område. Så vil jeg bare sige: kære minister, vi skal have drejet uddannelsesaftalen med 3,5 procent, det giver 3.800 aftaler om året, som vi skal have uddannet. Det er ikke en uoverstigelig udfordring."

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

En hurtig aftale

Og Pernille Rosenkrantz-Theil havde da også håbet på, at de var kommet længere, understregede hun selv, men understregede, at det var en streg i regningen, at Radikale Venstre var hoppet fra aftalen om minimumsnormeringer. 

"Det ville være utroligt nemt, hvis det kun var os to, der skulle forhandle. Det ville tage cirka en halv time," sagde hun henvendt til Mona Striib og understregede, at de dybest set var fuldstændig enige om både problemet og løsningen. 

- Men kan du som minister ikke bare sige, at vi skal have løsninger alle steder, spurgte ordstyrer Ulla Gunge.

"Det kan man altid gøre som minister. Hvis man kan få flertal," sagde Pernille Rosenkratz-Theil.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev