Landets kommuner skriger på arbejdskraft til ældreplejen, men alligevel må Geethika Brown ikke arbejde som social- og sundhedshjælper i Danmark.
Den 50-årige kvinde arbejdede og boede i Danmark næsten uafbrudt fra 2008 og frem til, at hun for omtrent et år siden blev udvist til Sri Lanka. Her bor hos sine forældre, er arbejdsløs og lever yderst sparsommeligt af den opsparing, hun har med sig fra Danmark.
“Jeg savner Danmark hver eneste dag. Der sker ikke så meget i mit liv. Jeg føler mig meget fremmed her i landet. Det går ikke godt,” fortæller hun fra Sri Lanka.
Hun blev udvist, efter hendes daværende mand, der kommer fra Nordirland, forlod Danmark. Hans afrejse betød, at Geethika mistede sin opholdstilladelse.
På det tidspunkt arbejdede Geethika i hjemmeplejen i Furesø Kommune. Hun elskede jobbet, og kommunen ville hellere end gerne have beholdt hende.
Eks-kollegerne har travlt
På næsten daglig basis har hun det seneste år været i kontakt med sine venner og tidligere kolleger i Danmark.
“Jeg og mine venner er hele tiden obs på, om noget i lovgivningen for udlændinge ændrer sig, så jeg kan komme tilbage og arbejde i hjemmeplejen eller på plejehjem,” siger hun.
Geethika færdiggjorde sin uddannelse som social- og sundhedshjælper i 2013. Hun ved, at der er stor mangel på den arbejdskraft, hun tilbyder.
“Mine tidligere kolleger fortæller, at de mangler enormt mange i hjemmeplejen lige nu. De stresser, fordi de skal have mange borgere på én vagt,” siger hun.
Vanskeligt at finde sosu-hjælpere
I næsten halvdelen - 45 procent - af tilfældene, hvor en arbejdsgiver forsøgte at ansætte en social- og sundhedshjælper, lykkedes det ikke. Det svarer til i alt 7.240 forgæves rekrutteringer i perioden marts 2021 til og med august 2021.
For sygeplejersker var andelen af forgæves rekrutteringer i samme periode 43 procent, mens andelen for social- og sundhedsassistenter var 38 procent, viser opgørelsen.
Geethika knytter sit håb om at vende retur til Danmark op på to muligheder: enten skal beløbsgrænsen, som er den årlige minimumsløn, du skal have for at ansøge om tilladelse efter den såkaldte beløbsordning, sættes ned til et niveau, som en social- og sundhedshjælper kan tjene. Beløbet er i dag 448.000 kroner årligt.
Forsker bakker Geethikas ønske op
Den anden mulighed er, at arbejde som social- og sundhedshjælper kommer til at tælle på den såkaldte positivliste for faglærte.
I så fald vil Geethika kunne søge om opholds- og arbejdstilladelse via dén liste, som udarbejdes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og tæller jobs, hvor der er mangel på arbejdskraft. På listen figurerer blandt andet arbejde som social- og sundhedsassistent, men altså ikke social- og sundhedshjælper.
Geethikas ønske får opbakning fra arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet:
“Det vil give god mening at optage faglærte social- og sundhedshjælpere på positivlisten fremover,” skriver han i en mail til Fagbladet FOA.
Det er selvsagt en anbefaling, som Geethika håber, politikerne følger:
“Almindelige danskere kan ikke gøre noget. Det er loven jo. Politikerne skal tage en beslutning for én som mig.”