Siden 1976 har Danmark haft en lov om ligeløn, men alligevel har vi stadig alvorlige problemer med uligeløn i Danmark. 

Det ser vi blandt andet ved, at de traditionelle kvindefag har alvorlige lønefterslæb, som kan spores helt tilbage, til dengang kvindens indkomst blev betragtet som en biindtægt til mandens.

Det lønefterslæb kan kun kaldes en skamplet på et samfund, som hævder at have ligestilling som en grundlæggende værdi.

Et af problemerne er, at vi har en indbygget uretfærdighed i måden, hvorpå vi i dag regulerer lønnen, og det bliver vi i ligestillingens navn nødt til at tage livtag med. For i dag er det sådan, at vi aftaler lønstigninger i procenter frem for at give alle den samme lønstigning i kroner og øre. Det betyder, at dem, der har mest, også får mest, og at uligheden mellem højt- og lavtlønnede hver gang øges.

Regeringen har nedsat en lønstrukturkomité, der skal undersøge lønforholdene på det offentlige arbejdsmarked til bunds. Og i løbet af i år skal komitéen komme med et bud på, hvordan vi retter op på skævheden. Derfor har jeg et skarpt øje på det fortsatte arbejde med ligeløn, lavtløn, retfærdig løn samt kroner/øre-stigning frem for procenter, og perioden frem mod overenskomstforhandlingerne i 2024 bliver derfor også særlig vigtig.

8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag. Kunne det ikke være fantastisk, hvis vi en dag kan fejre den ved at konstatere, at nu har vi opnået ligeløn?

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.