Alle er enige om, at vi kommer til at leve med corona i noget tid, og selvom vaccinerne hjælper, skal vi holde fast i alle de forholdsregler, vi kender. Helt centralt er hygiejne og rengøring. Det kræver en ekstra indsats – til gengæld slipper vi for ikke bare corona, men også for mange af de andre sygdomme, som vira og bakterier kan medføre.
Den type rengøring kræver instruktion, viden og uddannelse. Vi har derfor lavet en undersøgelse blandt medlemmerne, om hvor meget vi ved om coronarengøring, og hvor meget uddannelse vi har fået. Svarene er nedslående. Hvert tredje FOA-medlem på rengøringsområdet har ikke fået nogen oplæring i de nye krav til coronarengøring. Blandt medlemmer med rengøringsopgaver indenfor ældreområdet og specialområdet har næsten halvdelen ikke modtaget oplæring.
Undersøgelsen viser også, at mere end to ud af tre medlemmer med rengøringsopgaver er blevet pålagt ekstra rengøringsopgaver i forbindelse med corona. Og mange svarer, at de har et stort eller meget stort ønske om mere uddannelse og flere kurser på området.
Lidt firkantet kan man sige, at mens vi får at vide, at vi skal fastholde alle de tiltag, der bekæmper corona, og ønsket om at gøre det er til stede hos de medarbejdere, som skal udføre rengøringsopgaverne, så glemmer kommunerne at gøre deres del af arbejdet.
Herfra skal lyde en meget tydelig invitation til kommunerne om at komme ind i kampen. Vi er klar.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.