OK21-forhandlingerne er afsluttet, og medlemmerne har stemt ja til resultatet. Udslagsgivende for et overenskomstresultat er blandt andet den generelle økonomiske situation og styrkeforholdet på arbejdsmarkedet. Står fagbevægelsen stærk og samlet, og er der en stor vilje blandt medlemmerne til at støtte forhandlerne og om nødvendigt tage strejkevåbenet i brug?

Den økonomiske situation er præget af pandemien og den utryghed, den skaber. Styrkeforholdet på arbejdsmarkedet er præget af, at forhandlingerne mellem fagforbundene i Forhandlingsfællesskabet om prioritering af krav er næsten lige så vanskelige som forhandlingerne med arbejdsgiverne. Det ved arbejdsgiverne godt, og det gør de naturligvis brug af.

I FOA har vi brug for, at fællesskabet udviser solidaritet, og at vi kommer væk fra, at al lønudvikling sker procentuelt til gavn for de højestlønnede.

At tilfredsstille de lavestlønnede medlemmers berettigede ønsker og forventninger er desværre umuligt i disse år. Ikke fordi, der mangler vilje fra os, der er ansvarlige for resultatet, men fordi vi mangler solidaritet fra de højtlønnede.

Desuden har vi en arbejdsgivermodpart, der ikke ønsker at løfte i bunden, hvilket er udtryk for en samfundsudvikling, vi bør stå sammen om at bekæmpe. En udvikling, der øger uligheden, og som skyldes ønsket om at begrænse lønpresset blandt de lavtlønnede på det private arbejdsmarked.

Kun ved at stå sammen kan vi bekæmpe sådanne tanker. Kun ved at fastholde presset kan vi bevæge de højtlønnede til at udvise solidaritet.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.