Annonce

sosu assistent vibeke andersen

Tema: Coronavirus

Ældrepleje i coronakrise: 18 ud af 34 ansatte blev sendt i karantæne


Hjemmeplejen i Holbæk Kommune blev med ét svært udfordret, efter en borger blev konstateret smittet med coronavirus. Nu overvejer kommunen at starte en jobbank med vikarer, der kan træde til, hvis en lignende situation opstår.

Annonce

"Det er ikke sjovt at være hjemme, når man ved, at ens kolleger må knokle ekstra hårdt. Det giver jo en dårlig samvittighed," lyder det fra tillidsrepræsentant Vibeke Andersen, der var en af de mange karantæneramte medarbejdere i hjemmeplejen i Holbæk Kommune. Tobias Stidsen

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

"Det har ganske enkelt været frygteligt." 

Så kortfattet beskriver social- og sundhedshjælper Lene Mosegaard den seneste tid i hjemmeplejen i Holbæk Kommune. 

For omkring tre uger siden blev 18 af hendes kolleger pludselig sendt i karantæne, efter først en borger og senere flere yderligere blev testet positive for covid-19. Dermed var over halvdelen af de i alt 34 ansatte i hjemmeplejen sat i karantæne og fjernet fra vagtplanen.

Og så blev kravene til det tilbageværende personale ekstraordinært store.

Læs også: Dagbog fra coronaramt plejecenter: Halvdelen af personalet er hjemsendt

”Hver dag fik vi flere borgere på kørelisten, så der var kortere tid til hvert besøg. Så det var hurtigt ind og så skynde sig videre til den næste. Og det er jo også frygteligt for borgeren. Det har ikke været rart, og jeg har været træt. Fuldstændig udkørt,” siger Lene Mosegaard, der flere dage måtte arbejde over.

”Jeg tror, at man selv skal stå i det for at forstå, hvor hårdt det har været. Jeg er rigtig glad for, at jeg har ferie i den her uge, så jeg kan få ladet batterierne op,” siger social- og sundhedshjælperen fra det sommerhus, hvor hun holder en velfortjent efterårsferie.

Mange tilbage på arbejde

I dag er langt hovedparten af det karantæneramte personale tilbage på arbejde, da kun enkelte viste sig at være smittet. Blandt de karantæneramte var social- og sundhedsassistent Vibeke Andersen, der også er tillidsrepræsentant.

"Der er ingen tvivl om, at de tilbageværende medarbejdere har haft det hårdt. De har virkelig knoklet og stået sammen. Folk i aftenvagt har taget dagvagter i deres friweekend og så videre. Alle er gået ind og hjulpet til for at få enderne til at mødes," siger Vibeke Andersen, der som karantæneramt ikke selv kunne stille meget op.

"Det er ikke sjovt at være hjemme, når man ved, at ens kolleger må knokle ekstra hårdt. Det giver jo én dårlig samvittighed," lyder det fra tillidsrepræsentanten.

Læs også: 36 smittede: Nordjysk plejehjem presset af corona

Stor ros til personalet

Udover at trække ekstra på det faste personale, blev kommunens timelønnede tilkaldevikarer anvendt for at dække vagtplanen bedst muligt ind, fortæller Charlotte Larsen, der er chef for ældreområdet i Holbæk Kommune.

"Og da man havde overblik over, hvor mange medarbejdere, der var til rådighed, prioriterede man i opgaverne hos borgerne og så, hvad der kunne aflyses eller udsættes," siger Charlotte Larsen, der kun har ros til overs for personalet:

"Jeg er stolt af, hvordan de formåede at tackle en vanskelig situation."

I øjeblikket arbejder de i kommunen på at lære af erfaringerne, hvis en lignende situation skulle opstå. Blandt andet er der udviklet et såkaldt action card - en form for beredskabsplan - der ned i mindste detalje beskriver, hvad der skal gøres, hvis ældreplejen rammes af nye smittetilfælde.

Derudover forsøger man at rekruttere endnu flere tilkaldevikarer, ligesom det i øjeblikket også drøftes, om en jobbank med vikarer skal åbne. Præcis som det var tilfældet tilbage i foråret under den store nedlukning.

Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

Her er ny jobbank åbnet

Omkring 150 kilometer i nordvestlig retning fra Holbæk ligger Randers Kommune. Her blev det i sidste uge besluttet at starte jobbanken fra foråret op på ny. Det betyder, at borgere kan tilmelde sig som vikarer, og de kan så blive tilkaldt, hvis en arbejdsplads rammes af corona.

Smittetallene i Randers Kommune er i øjeblikket relativt lave, så jobbanken skal ses som et forsøg på at være på forkant, fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

"Vi ved, at billedet meget hurtigt kan skifte, så det handler om at være beredt. Flere medarbejdere har udtrykt bekymring, for hvad gør vi, hvis situationen vender og mange pludselig er syge eller i karantæne. Her er en af mulighederne nu at bruge medarbejdere fra vores jobbank," siger kommunaldirektøren.

I foråret meldte 300 sig til kommunens jobbank, men kommunaldirektøren forventer ikke, at ligeså mange melder sig denne gang. Årsagen er, at langt færre medarbejdere er hjemsendt sammenlignet med foråret, hvor for eksempel både dagtilbud og skoler lukkede ned.

I skrivende stund har 40 personer meldt sig til jobbanken, oplyser personalechef Maria Schou. Hun har ikke overblik over, hvor mange af de 40 der har kvalifikationer til at arbejde i ældreplejen, hvis et smittetilfælde rammer hjemmeplejen, som det var tilfældet i Holbæk.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev