Når medlemmerne – overenskomst efter overenskomst – ikke er tilfredse, bør vi spørge os selv, hvorfor? I 2008, hvor vi opnåede et historisk godt resultat, var der en del af mine gamle kolleger, der var utilfredse, og i 2018, hvor vi fik hevet næsten otte procent hjem, var utilfredsheden ret udbredt i den afdeling, jeg kommer fra.

En af de gennemgående kommentarer var: ”FOA lytter jo ikke til medlemmernes ønsker, og vi kan ikke se os selv i det forhandlede resultat.”

De udfordringer, som medlemmerne står med i hverdagen, afspejles tydeligt i deres krav: højere tillæg, forbedrede pauseforhold, grundlønstrin og flere rettigheder i forhold til arbejdets tilrettelæggelse. Alle krav, som end ikke når forhandlingsbordene, fordi der ikke er afsat tilstrækkeligt med lokale midler.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Jeg er med på, at nogle problemstillinger skal løses ved det fælles bord, og at der kan være en generel FOA-dagsorden, som kræver, at midlerne bliver brugt fælles, men måske er det tid til at afsætte flere midler til lokale forhandlinger.

Hvis vi gjorde det, tror jeg, at langt flere vil opleve, at vi rent faktisk kom i mål med mange af de indsendte ønsker, og at vi derved blev oplevet som en fagforening, der opnåede resultater til gavn for medlemmerne.

Det ville kræve, at vi turde tænke fordelingen af midler og ansvar anderledes, end vi gør i dag. Det ville betyde, at en langt større andel af den samlede ramme blev afsat til de lokale forhandlinger, og at man også derved afgav et større ansvar til sektorernes overenskomstforhandlere. Det vil jeg i den grad anbefale, at vi turde.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.