Nej, de nye anbefalinger betyder ikke, at alle skal bære maske hele tiden, men i de situationer, hvor man skal helt tæt på hinanden, kan det give en ekstra beskyttelse og forhindre eventuel smittespredning.
Altså skal du bruge maske i situationer, hvor du skal helt tæt på en patient eller en borger. Det kan for eksempel være ved plejeopgaver, når du skal give omsorg, hvis du skal støtte en borger, og hvis du skal behandle eller undersøge en patient.
I udgangspunktet skal du tage maske på, hvis du skal tættere på end en meter, men hvis du ved, at personen kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved covid-19, skal du tage maske på, hvis du skal tættere på end to meter. Borgere på plejehjem og i hjemmeplejen anses som borgere i risikozonen. Her gælder altså et afstandskrav på to meter.
Du behøver ikke at bruge maske ved kort kontakt som f.eks. hvis du skal give en besked. Ved samtaler eller konsultationer behøver du heller ikke bære maske, hvis du kan holde en eller to meters afstand til patienten.
Hvis patienten eller borgeren er smittet med covid-19, eller der er mistanke om at vedkommende er smittet, skal du anvende værnemidler i overensstemmelse med Infektionshygiejniske retningslinjer fra Statens Serum institut.